 |
| Parthenium, een af de nye planter. |
Godt Nytår til alle derude.
Denne fornemmelse af at tage hul på et nyt og ubrugt år er dejlig. Man oplagrer i de mørke måneder her ny energi, som dagene og lyset bare øger og så venter vi bare på at al den sne og frost forsvinder. Jeg har været ude og "kratte" i sneen, og jo: alle de små forårsbebudere er klar nedenunder den hvide dyne af sne. Selv de små fed hvidløg jeg satte i oktober og som nåede at komme i god vækst, står nu med fine, friske spirer, nogle 10 cm lange og klar til brug i maden.
Masser af bøger og haveblade læses i denne tid, inspiration hentes og det nye haveår planlægges. Dog ikke helt og i detaljer, for jeg er stor tilhænger af det spontane også.
Planter er bestilt, det er altid en spændende proces; til tider en svær proces, for fristelserne er mange.
Så i stedet for at vise flere vinterbilleder her, vil jeg vise hvad der venter når fragtmanden kommer fra bl. a. Holland med nye planter.
 |
| Oenothera, natlys, rosa. Fantastisk bunddækkeplante. |
På min hjemmeside
http://www.idehaven.net/ kan man se en liste med mange af plantenyhederne for 2011. Der er både gamle kendinge for nogle, men også nogle helt specielle nyheder. Flere er på vej og jeg vil forsøge at få listen opdateret løbende.
Ligeledes vil jeg forsøge at få lavet en næsten komplet liste over alle de planter jeg har til salg. Det er et større arbejde, for der er vel omkring 5-700 forskellige. Man er vel lidt af en samler eller nørd!!!
I år er der endnu mere focus på "spiselige" planter, blomster, grøntsager, frugt, krydderurter m.v. Selvforsyning og fornyelse af den traditionelle køkkenhave, det nordiske køkken. Der er mange tendenser i tiden og et klart udtryk for at vi i krisetider bliver kreative, alsidige, og ser mere på egne behov fremfor at følge trends slavisk. Og hurra for det.
 |
| Camelia i blomst forår 2010, det er det vi venter på. |