tirsdag den 31. juli 2012

Morgen i orangeriet


Mit mandagsønske blev delvist opfyldt. Solen var fremme og den er det igen denne tirsdag morgen.
Jeg har nydt fuglenes sang, set morgenduggen hænge med tunge dråber på grene og blade for langsomt at forsvinde og gået rindt og indsnuset alle havens morgendufte.

Så bliver det ikke ret meget bedre.



Mit "juletræ" har kun lillafarvede chilier med undtagelse af een gul.
Jeg såede sent en del frø fra mit gamle juletræ og de er godt på vej. Så må jeg se om chilier de bliver i alle regnbuens farver som de var sidste år.


Min pelargonie Mårbacka er blevet til mange i år.
Moderplanten er en stikling af de originale pelargonier fra Selma Lagerlöf´s hjem Mårbacka i Sverige. Efter sigende fik Dronning Ingrid sine pelargonier derfra.


Citrontræet så ikke fornøjet ud i foråret, men har i den grad taget revanche.
Har skudt rigtigt meget og sat en masse nye, små citroner.


Pelargonien Red Witch er så smuk med sin utroligt klare, røde farve.


Og alle de andre planter stortrives også derinde, hvor regn og andte vejrlig ikke kan genere dem.

Så nu er jeg klar til en dejlig dag i haven.
For godt begyndt .......



mandag den 30. juli 2012

Blå mandag?



Kære vejrguder!
Jeg ønsker mig en regnfri dag med blå himmel og solskin.
Så derfor blev det de blå blomster jeg faldt over.



Denne salvie er så anvendelig overalt i haven, i sol og skygge.
Den burde stå i mange flere haver.


Anisisop har de fleste derimod.


Og den gamle cottageplante mandstro.


En blå hængelobelie uden selskab. For sådan synes jeg den er smukkest.


Og ingen sommer uden blå snerler. Denne hedder faktisk "Kniola´s Black".

søndag den 29. juli 2012

Hvide skønheder.


Hvide blomster altså smukke.
Der er vel egentlig ikke brug for at sige så meget mere om den sag.



Rosen Schneewaltzer.
Trods den megen regn og blæst, står den en del i læ ved det ene drivhus, og derfor er den ikke så medtaget og ødelagt som andre roser i min have.


Dahlia Eveline blomstrer endelig og det er een af mine absolutte favoritter.


Den hvide torskemund., Linaria purperea alba, er ikke så kendt eller udbrdt her i landet - endnu. For det fortjener den at blive.

Byder søndagen velkommen.


lørdag den 28. juli 2012

Stjerner i haven.

Jeg kan ofte forundres over de enkelte blomsters opbygning og udformning. Ingen arkitekter eller malere kan skabe noget så smukt og specielt, som naturen selv kan. Især hos de hvide blomster ses det tydeligt, men det gælder egentlig alle. De er unikke.




Blomsterne hos bronzeblad, Rodgersia podophylla, er allersmukkest lige nu.
Som et helt kunstværk er alle de små stjerner.


Almindelig perlekurv, Anaphalis.
Mere elegant lille blomst er svær at finde. Den reneste skønhed.


Matrem, Tanacetrum parthenium.
Også en meget smuk blomst, som desværre har en stærk og bitter duft.
Men jeg vil ikke undvære den i haven, selvsående og villig som den er.

fredag den 27. juli 2012

Dugfriske roser.


Der er intet dejligere end at gå ud i haven en tidlig sommermorgen. En solskinsmorgen, vel at mærke. Idag bar roserne tydelig præg af at temperaturen var lav i nat, masser af dug på blomster og blade, men det er egentlig med til at gøre oplevelsen endnu større.
Og de fleste af mine nye roser viser nu deres flor.


Hot Chocolate


Novalis


Giardina


Black Baccara


Margaret Merrill


Sweet Pretty

Og denne dejlige sommerdag skal bruges og nydes derude.
God weekend til alle.




torsdag den 26. juli 2012

Kildevand og liv


Jeg ved ikke hvor mange liter kildevand jeg har drukket på min ferie, men mange steder oppe i alperne kan man tappe frisk kildevand. Og det har vi benyttet os af. Det smager pragtfuldt og østrigerne er ikke nærige med det.





Ovenstående tre billeder er fra en vandretur oppe i 1500 m´s højde og der var lavet et grillsted med bl.a .stenovn, kaffe til fri afbenyttelse, brænde og hyggeligt dækket bord både med dug og blomster.
Enkelt og meget stilfuldt.









Skønne alpine planter og så lige et stort, gammelt træ med en katolsk tavle.
Hvad der stod på den, ved jeg ikke, for der var ret ufremkommeligt på stedet.



onsdag den 25. juli 2012

Plantekøb i Østrig.


I en kort afstand fra hvor jeg boede under ferien i Alperne, var der hele tre planteskoler. En økologisk og to traditionelle. Så jeg gik på plantejagt i dem i håb om at finde spændende planter. Og jeg kom da heller ikke tomhændet derfra, selvom udvalget ikke var så stort som jeg havde håbet. Jeg havde forestillet mig at der ville være flere oprindelige planter fra Østrig end tilfældet var. Det skyldes at jeg kender planteskolen "Sarastro Stauden", der har et kæmpeudvalg, men den lå for langt væk til at jeg fik den besøgt denne gang. De har forøvrigt også postforsendelse.



Denne søde phlox hedder "Bright Eyes" og har den skønneste duft.


En anderledes astilbe ved navn "Inshiriach Pink" og et kønt løv og yndig blomstring.


Nye græsser: bagerst Carx fima "Olomucana", til højre Pennisetum "Little Honey" og forrest den lille Koeleria glauca "Pyrenaen"


En messingfarvet paletblad og to nye navnløse heuchera.


Bagerst til venstre Tiarella lacinata "Pink Bouquet", til højre Scutelaria scordifolia og forrest Isotoma flu. "Country Park".


En Centaurea i dværgform.
Jeg synes ikke det ligner sådan en, men det er det eneste der står på skiltet. Hvis nogen genkender planten, vil jeg være rigtig glad for mere information. Ellers er det jo også altid sjovt med "lykkeposer" eller hvad man nu kan kalde det.


Og jo, også noget af dette.
Jeg indrømmer gerne at jeg har dem og jeg vil ikke dele mine planter med dem.



tirsdag den 24. juli 2012

Appenzell i Schweiz.


I kantonen St. Gallen i Schweiz, findes en meget speciel og historisk by, Appenzell. Her skal man altså også forcere nogle bjergveje for at komme dertil, men det er hele turen værd.
Byen kendes tilbage fra 1100-tallet og Martin Luther´s efterfølgere startede i 1522 med at prædike den protestantiske reformation her. Derudover har byen og stedet spillet mange roller i den schweisiske historie og det skal jeg ikke trætte med her.

Byen er derudover kendt for sine fantastisk flotte og gamle huse, der er flot bevarede for eftertiden.
De nedenstående billeder er af et og samme hus, som jeg ikke kunne står for. Og der er også pyntet med blomster og andet - læg mærke til julehjertet på døren. Billedet er fra d. 21. juli!!











På sin helt egen måde unik, kitchet og flot.

Jeg nåede også at besøge tre planteskoler under min ferie i alperne og hvad jeg fandt der, kommer snarest i billedform.

Ude godt men hjemme bedst.

mandag den 23. juli 2012

Vilde skærmplanter.


På vandreturene oppe i alperne er jeg også stødt på disse to planter. Hvad det er for nogle ved jeg ikke. Den første minder om en vild kvan af en eller anden slags. Frø er medtaget. Blomsten er rosa, meget flot og dekorativ.


Mange planter her har rosa blomster.


Den anden kan minde om en tidsel, men det er det ikke. Den stikker ikke og bladene er meget specielle. Er på voksestedet ca. en halv m høj.


Denne synes ubestridt er en af de kønneste skærme lige nu hernede.


Denne ligner den forrige og det er måske samme slægt, blot med rosa blomsterfarve.
Men da de begge står samme sted, virker det mest sansynlige at det er een og samme slags plante.


Bladene hos den rosa skærmplante, minder en hel del om accantus mollis.

Så må vi se hvad næste dag bringer.

God ny uge til alle.

søndag den 22. juli 2012

Tyroler-kitch



De rette ting på rette sted fungerer bedst. Sådan er det oftest og her i alperne skal der være tyrolerpelargonier og massevis af altankasser. Østrigerne svælger i blomster. Alt er så vedligeholdt og passet, plænerne klippede og stierne fejede.



Denne gård ligger oppe 1500 m´s højde ved siden af det lille kapel der var med i billedeserien fra igår. Her er der ikke symmetri i indholdet i altankasserne, men hvor var det stilfuldt smukt alligevel.


Samme gård havde denne "udstilling" på en gammel vogn, bl.a. med en miniature af kapellet.


Fra landsbyen hvor jeg bor. En kommunal sammenplantning på byens lille torv.


Hus ved torvet, hvor alle altankasserne er tilplantet ens.


En have fra landsbyen, sirlig og fin med den grønne baggrund. Men det er hegnet der gør den flot.


Sådan kan man også lave sin brændeopbevaring til et kunstværk. Genialt.


Gammel gård her i landsbyen. Igen en enkel beplantning og igen hegnet der gør forskellen.


Denne gård er undtagelsen der bekræfter regelen.
Ingen blomster eller altankasser. Er måske ubeboet - jeg ved det ikke.