søndag den 29. maj 2011

Øjebliksbilleder.

Der sker så meget lige nu, så det er med at holde tungen lige i munden for at følge med. Men hvor jeg elsker denne tid hvor friskheden er så tydelig.





Akeleje Black Barlow troede jeg var forsvundet, men det er hun heldigvis ikke.










Spireabuske er nogle af mine favoritter. Her den mørkbladede Diablo og den gyldne Little Princess.
Gode kontraster.











Geranium phaeum Conny Broe viser om nogen omtalte friskhed.










Op ad den stynede pil, vokser en gulbroget efeu. Om det er Sulphur Heart er jeg i tvivl om, men den er hjembragt fra England for en del år siden.










Mørkbladet klokkebusk Alexandra med rosa blomster, Diablo og en fyldt, blå akeleje. Næsten rendyrket romantik.







Eet næsten hemmeligt rum uden andre farver end grøn, brun og sort.
Det er klippet avnbøg der omkranser rummet og skaber ro.
Avnbøg er for alvor på vej ind i haverne igen.

lørdag den 28. maj 2011

Ikke alt går som det skal.

Jeg har i øjeblikket blogger-problemer. Kan ikke logge ind og kommentere, men kan læse at de er igang med at løse problemet. Så må jeg jo bare vente.


Mit fine gamle victorianske drivhus står som en skulptur bag en masse hornvioler. Nu skal de snart give plads for nogle andre søde blomster. Lige nu ved ikke hvilke det bliver, det er som oftest noget spontant . Det kunne blive små græsser der skal indramme det eller noget andet.

Jeg har røde og gule lupiner i staudebedet. De har så åbenbart "slået sig sammen" og een af de nye frøplanter er så blevet denne søde lyserøde lupinbaby.
Jeg er spændt på at se om flere af dem skulle vise sig at være i nye farver.

Det er det, der kaldes de gratis glæder.


torsdag den 26. maj 2011

Gang i farverne.

Den søde lærkespore viser sig fra den bedste side i disse dage.

                                                          



Det er det helt lysegrønne løv der er med til at fremhæve den. I et bestemt lys er det næsten neongrønt.



Og den efterhånden ret almindelige allium  går godt sammen med den brogede klokkebusk, der snart blomstrer i rosa.


onsdag den 25. maj 2011

Så kommer roserne.

Så er en dejligt tid skudt igang. Roserne springer ud og det vil sige, at der bliver mange motiver at forevige.


Vildrosen er dejlig og dufter så godt. Får senere flotte sorte hyben.

Den kinesiske, grønne rose kendes måske ikke af så mange. Det er også en rose som virkelig kan dele vandene. Enten kan man lide den eller også kan man absolut ikke se noget helst kønt i den.
Jeg hører til de første og jeg finder den faktisk ganske smuk og speciel.


Det karakteristiske ved den er, at ikke to blomster er helt ens. Knopperne er med fine messingnuancer.
Den er smukkest uden for meget selskab, dog gør hostaer i rette nuancer den virkelig godt.






tirsdag den 24. maj 2011

Og hvem har vi så der?

Jo såmænd en lille gnom.
Han er rejst hele vejen fra Østeuropa her til min lille plet.



Han var ikke  meget for at flytte, så han gemmer sig lidt blandt pletterne.

Men når han lige har tilvænnet sig, er jeg sikker på at han kommer mere frem.

Lidt reklame for en dejlig butik her i Aalborg SV: Who found Otto.

Har de skønneste gamle, autentiske ting og sager og rigtig mange møbler.

mandag den 23. maj 2011

Gavmilde maj.

Hver dag sin nye udsprungne plante eller flere. Jeg viste en erysium tidligere og nu er den næste sprunget ud.


Solen har været sådan til og fra idag, så det har været fint fotovejr. Denne er så flot i farverne og den står hvor jeg passerer den mange gange om dagen.





Og her er een, der snart er færdig med dette års blomstring. Men hvor har den været god iår.







Denne flotte, igen tilfældige, plantesammensætning er da bare så fin. Jeg har mange akelejer, både almindelige og flere specielle.
Akelejerne er jo egentlig nogle slemme selvsåere, men så kan de rykkes op. Og det gør jeg også med hård hånd, når jeg ser at farven er een jeg har i forvejen.

søndag den 22. maj 2011

Pletter her og der og i luften

En uundværlig plante året rundt her på matriklen, er den lille "pletter i luften" Uundværlig fordi den kan bruges næsten overalt, passe ind med næsten alt og hvad de færreste er klar over: den kan overvintre ude.

I orangeriet bor der pletter oppe i luften i disse jernkrukker.


Det ses ikke at den ene var visnedøden nær for kort tid siden. Men de er nemme ar vande op igen og kommer sig fuldstændigt.


Ude i haven bor "pletterne" flere steder, bl.a. som herunder. Der kravler de omkring min faskine sammen med trædebregner og giver et meget flot og frodigt indtryk.


Mellem stenene er der godt fugtigt og rødderne går meget dybt. Derfor kan de overleve selv sidste vinters kulde.


Her en en bundløs krukke gravet ned og det vælter op med de små grønne pletter. Man skal ikke lade sig snyde af, at de tynde grene ser fuldstændig visne ud. Pludselig begynder små blade at skyde og hurtigt er væksten kraftig. Min erfaring er at den småbladede er den mest hårdføre.

lørdag den 21. maj 2011

Sådan, Moder Natur.

Næsten uden menneskelig hjælp kan de smukkeste scenerier opstå. Tilfældigheder ellers naturens lunefulde tilsnit, man kan kalde det hvad man vil.


En selvsået lodden løvefod og en sort tulipan, der har lagt sig  ned mellem bladene. Mere elegant kan det næsten ikke være, og det helt uden min indblanding.


Foran hytten er pagodebusken sprunget ud. Dejlig med dens sarte, krydrede duft, og smukt hænger de mange små klokker ned.


Under de opstammede træer er prydløgene ved at folde sig ud. Den brogetbladede klokkebusk følger snart efter. I det gamle staldvindue kommer clematisen Miss Bateman med de store hvide blomster.

fredag den 20. maj 2011

I omdrejninger igen.

Efter et par dage for nedsat kraft, er energien igen ved at indfinde sig. Det er da også kun godt nu hvor det atter er dejligt vejr. Der er blevet ryddet lidt op, fejet blade - utroligt som der stadig kan blive ved med at flyve sådanne rundt. En krukke til fordøren er blevet plantet  til i pink/lilla nuancer.





Den skal byde velkommen og måske være til inspiration.




Planterne er  levkøj,  erysium og  million bells.













Der er gang i hele farvepaletten.
En ualmindelig skøn tid. Sjovt når man går og leger med farverne.

torsdag den 19. maj 2011

Erysium - staudegyldenlak.

En staudesort hvor der findes mange varianter. Den mest kendte er nok Bowles Mauve, der er lyslilla og med gråduggede blade. Jeg har flere forskellige og jeg synes de er flotte indslag i staudebedet. Tiltrækker sig den stille opmærksomhed uden at være prangende.


Denne her hedder Plant World Lemon.

Det er godt nok en staude, men oftest er levetiden kun to-tre år og derfor er det klogt at formere den op, så der hele tiden er nye planter at tage af. Den er taknemmelig at stiklingeformere, næsten altid 100 % rodslåning.
Planten er ikke krævende, klarer sig uden opbinding og klarer fint vores blæsevejr.
Blomstringen hos denne startede for en uge siden og varer hele sommeren. Andre står med knopper og er parate.


Og så lige et billede af mine små frøsåede sorte dahliaer.
Det er som en lykkepose: jeg ved ikke hvilke farver blomsterne får.



onsdag den 18. maj 2011

Med blødende hjerte

måtte jeg grave en stor valmue op. Den stod i det bed, hvor jeg skal plante nogle af  mine dahliaer ud. Nu er alle stænglerne med knopper på så endt i en vase på mit spisebord. Jeg har aldrig før haft sådan en buket, nænner ikke at plukke ret mange, selvom flere af valmuerne efterhånden er blevet ret store.


Så må jeg se om de springer ud.

Jeg har i år fået en ny valmue til salg, PARPAT

Ruffled Patty hedder den og jeg er spændt på at se om den er så smuk som grossistens billede. Hvis den er, ja så venter der da vist en oplevelse. Alene farven.

tirsdag den 17. maj 2011

Dejlige maj.

Den ene blomst efter den anden springer ud i disse dage. Skovstorkenæbene kommer i hobetal nu, tulipanerne ligeså, vortemælkene er så flotte med deres limegrønne farver og mørke blade.




Min pæon anomela er så flot lige nu og den glæde varer kun få dage. Så er det bal ovre.
Heldigvis kommer der flere pæoner senere.







Denne hosta er hverken syg eller andet. Den er så brogetbladet. Jeg kender ikke dens navn, den var i haven da jeg kom hertil. Står stadig samme sted, dog er den blevet delt nogle gange.






Denne heuchera eller alunrod er een af mine favoritter. Green Spice hedder den og er så let at passe ind med dens farvesammensætning uden at virke prangende.

Billederne er taget mandag.


mandag den 16. maj 2011

Rosenslynger.

Denne smukke og kraftigtvoksende sommerslyngplante skal plantes idag. Jeg elsker dens flotte farvesammensætning og de friskgrønne blade. På en sommer kan den vokse op til 3 meter. Jeg har sået den og har en masse småplanter, men jeg har også snydt og købt store, udplantningsklare. For jeg har ikke tålmodighed til at vente på at de små vokser til.


Plantens latinske navn er Rhodochiton, men udover rosenslynger har den flere andre navne: Tornerose´s kjole, Jomfru Marie´s skørt, Purple Bell´s.
Jo denne skønhed er elsket af mange. Og det med god grund.



søndag den 15. maj 2011

Elsket og hadet.

Sig navnet berberis og mange ryster på hovedet. Den stikkende sag kan man da ikke seriøst overveje at plante i sin have. Jo, det kan jeg ihverttilfælde. Jeg har faktisk tre, to mørkbladede og en brogetbladet.

Berberis er helt ufortjent blevet det stedbarn ingen vil have. Det vil jeg godt være med til at lave om på. Det første man skal gøre, er at overveje hvor man vil have den. Selvfølgelig ikke yderst hvor de små barnefingre kommer eller fodbolden lige sparkes ind.


Jeg har dem af flere grunde: faktisk synes jeg den er flot, det mørke løv er smukt og blomstringen er ikke at kimse ad. Senere bruger jeg ofte grene fra buskene i mine buketter.

Man kan også plante den i midten af et bed, stamme den op og plante lave buksbom omkring. Så ligner det en mørk fontæne i en grøn vase.


Så prøv at se på denne smukke busk´s fortrin fremfor helt at forkaste den. Den kræver ikke meget, kan stå i sol såvel som halvskygge.

lørdag den 14. maj 2011

Bly, blå viol.

For en del år siden købte jeg frø i England. Såede dem og året efter havde jeg den skønneste sartblå og anderledes viol. Den hedder på dansk storviol eller latin Viola Elatior. Det er en staude med en ret lang blomstringsperiode. Rank og strunk står den uanset vejr og vind, bliver 30 - 40 cm høj.


Den står foran det ene af mine drivhuse sammen med rosen Gertrude Jekyll.
Og det ser egentlig ganske fornuftigt ud.




En af de selvsåede hornvioler. Meget fin farvesammensætning og helt nostalgisk.

Dukkede frem da jeg fjernede en del blade fra sødskærmen. En surprise af de dejlige.








torsdag den 12. maj 2011

Tid til hvile?

Nej mon dog. Ikke her i hvert tilfælde. Men den gamle kurvestol er nu klar til det, hvis jeg lige skulle få lyst. Bare få minutter.
Men hver gang jeg sætter mig, får jeg lige øje på et eller andet der skal gøres.
Klokkerankerne skal lige have længere pinde, for de vokser vildt i disse dage.
Snerlerne skal pottes op.
Pelargonierne skal knibes.


Jo, der er nok at tage sig til. Mine nyeste haveblade har jeg ikke læst endnu. De ligger til fri afbenyttelse på bordet. Men jeg når nok at læse dem inden næste hold kommer med posten.


Planterne i orangeriet vokser godt i disse dage. De kan lide varmen og kræver en del vand. Nogle af salvierne er blevet sat ud. Solbærsalvien blomstrer allerede og ferskensalvien er lige ved. Så der er mange dejlige dufte nu, bare jeg går forbi dem.

onsdag den 11. maj 2011

Speciel, ja - køn?

Jeg har nogle sjove tulipaner i min have og de bliver beundret når der kommer havegæster. Jeg købte vist løgene i Tyskland første gang jeg var til plantemarked i Kiekeberg. Meget kan man sige om dem, men de er bestemt holdbare i forhold til mange andre jeg har prøvet.




Fem løg blev sat og fem tulipaner kommer troligt år efter år.
Bemærk at bladene har hvid kant. Det var vist det jeg faldt for.



Disse søde mormoragtige tulipaner sammen med forglemmigej, mere cottageagtigt kan det ikke blive.
Og det er da også den overordnede stil i min have.

Om dette er tysker-løg, husker jeg ikke.
Sansynligvis.



mandag den 9. maj 2011

Dejlige dufte.


Jeg må indrømme at jeg henlagde meget af mit havearbejde idag til køkkenhaven. Sødskærmen eller spansk kørvel er nemlig sprunget ud og med blæsten til hjælp, indtog dens dufte hele køkkenhaven. Det er en dejlig skærmplante, men også lidt af en bandit til at selvså sig. Og får man ikke de små, nye planter op, kan de være svære at komme til livs da deres stængelrod går meget dybt.


De modne, brunlige frø kan tygges, bruges i maden eller bagningen. Jeg kender mange børn der gerne tygger frøene. De smager nemlig som Kongen af Danmark.

lørdag den 7. maj 2011

Så er der chokolade.

En dejlig sommerblomst, der vist er kommet for at blive, er Cosmos Atrosanguineus Chokolat. Også kaldet "chokoladeblomsten". Og den ægte dufter også rimeligt af kakao når kronbladene berøres eller lige efter en stille regn. Da det er en knoldplante, tåler den som dahlaerne ikke frost. Men den blomstrer uafladeligt til frosten tage den.


Farven er flot og noget helt for sig selv.
Jeg synes planten egner sig bedst i en tilpas stor, neutral krukke uden selskabsplanter. Kan også plantes ud i et bed uden for mange forstyrrende naboer.

Vil man give "chokoladen" selskab, passer dahliaen Karma Choc godt til den.




fredag den 6. maj 2011

Lykkefund

er navnet på een af mine favoritroser. En kæmpestor slyngrose med kaskader af søde, hvide blomster i næsten en måned midt på sommeren.


Denne rosenbue med rosen Lykkefund måtte fjernes da vi for to år siden gravede ud til orangeriets fundament. Buen var udelukkende lavet af rosengrenene, ikke noget andet til at stive den af med. Det siger en del om rosens vækst og kraft.
Lykkefund blev ikke kasseret, men flyttede over til hønsegården hvor den nu helt har genvundet fordums kraft og klatrer oppe i træerne sammen med Paul´s Himalayan Musk.

Nå, men det egentlige ærinde her og nu er, at fortælle at en lille stump af rosen blev i jorden på den oprindelige voksested. Den er nu ved at blive til et fint, nyt eksemplar af Lykkefund. Og den skal blive til en ny rosenbue. Ikke dårligt.

torsdag den 5. maj 2011

Coleus - paletblad.

Nogle uundværlige bladplanter i mine sommerkrukker er paletblad. Det er den gamle kendte stueplante, som har fået en renaissence. Nem og taknemmelig, bare den får vand nok.


Findes i utrolig mange farver og variationer, nem at stiklingeformere. Klip en stikling af, sæt den i vand og den har rødder på få dage. Plant den i pottejord, knib evt. toppen så den busker sig og man har frodighed.


Blomsterne er blålilla, jeg kniber dem oftest af. Så bruger planten ikke energi dem og frøsætning.