Viser opslag med etiketten Tema 2011. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tema 2011. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2011

Gummistøvler haves - svømmefødder søges!

Eller jeg skulle købe mig en regnmåler, en gummibåd og så en masse ænder?

Haveselskabet har jo vand i haven som tema meget apropos. Hvordan kan vi indrette vore haver og udendørs arealer så regnvandet ikke bliver et problem? Først og fremmest ved ikke at flisebelægge store dele af grunden, men lade græs, beplantning og grus udgøre størstedelen, så vandet kan trænge ned. Man kan anlægge faskiner og ellers lave regnvandsopsamling i det omfang det kan lade sig gøre.


Regnvandsfaskine, hvor jeg har lavet lidt hældning på, så vandet løber over i venstre side og ind til avnbøgcirklen og træernes rødder. Det er en nedgravet murerbalje, kantet med gamle mursten, plantet til med trædebregner og pletter i luften.


Stenbelægningen med grus imellem er også meget gennemtrængelig og vandet er hurtigt væk igen.


Masser af planter til at "drikke" alt vandet er også vigtig. Tæt beplantning forhindrer stor fordampning og holder på fugten. Så mange planter er ikke lig med store vandregninger, tværtimod næsten.


Indimellem regnbygerne eller var det syndfloden, har jeg malet og hængt denne reol op.
Den skal bl.a. rumme en masse af mine små pelargonier. De trænger til at komme ud og her står de godt i læ.


Heldigvis skræmmer vejret åbenbart ikke ferierende folk væk.
 Der kommer pænt med overnattende gæster.


Sådan så himlen ud mandag aften.



søndag den 12. juni 2011

Så er der jordbær med mere.

Ikke det første jordbær, for det har jeg spist. Og det smagte som det skulle: af sommer og solskin.


Og der bliver mange i år kan jeg se. Det stod også at læse i avisen selvom man for kort tid siden sagde det modsatte. At den sene frost havde ødelagt mange. Dejligt nyt for alle jordbæravlere.

Men der er meget mere af det dejlige spiselige nu.



Stauderucolaen står med smukke gule blomster nu.
Den er kraftigere i smagen end sommerrucolaen, men det gør ikke noget. Den kan mildnes med en god dressing og alt det andet der kommes i salaten.







Citronkoriander klar til omplantning i en stor krukke. Basilikum sår jeg løbende og kan dårligt følge med. Har flere nye sorter til afprøvning og er især spændt på Erevanski, som jeg har købt fra Estland.







Her et een plante af den sorte hindbær Black Jewel, flere meter lang som en brombær. Med masser af blomster snoer den sig hen over den gamle stige, hvor den har rendez-vous med clematis Nelly Moser.





onsdag den 8. juni 2011

Spiseligt

Den del af haven jeg omtaler som køkkenhaven, er bestemt ikke kun for de spiselige afgrøder. Der er mange blomster og roser også. Spiselige afgrøder er jo noget af det der er meget focus på i tiden og jeg kan bestemt også mærke at interessen er blevet meget større. Det er jo kun dejligt at især unge haveejere er med på det.


Her er højbedet med jordbær, bagved en flisegang som adskillelse, så hindbær, endnu en flisegang og så kartofler og roser foran hønsegården. Foran højbedet står skalotte- og rødløg. Et sjældent syn er den bare jord. Men det er gangsti. Forrest står geranium Summer Skies i fuld blomst.







Opad det gamle foderhus snoer Taybær sig. Det er et bær jeg elsker at lave marmelade af og een plante giver et stort udbytte.













Purløgsblomster er så flotte lige inden de er helt færdige. Og så er det med at komme ud og få dem af inden de har smidt frø over det hele. Medmindre man da ønsker sig en purløgsmark. Den må forresten da være lige så smuk som en lavendelmark, ikke?

onsdag den 30. marts 2011

Sydfrugter

Eet af temaerne i år er spiselige ting i haven og drivhuset. På tide vil mange sige, et resultat af den økonomiske krise vil andre sige. Hvad grunden end måtte være, er i og for sig ligegyldigt. Hovedsagen er at vi får focus på det.





Mit citrontræ har to plukkemodne citroner. Men jeg nænner næsten ikke tage dem!!!
Jo næste gang fiskemanden kommer forbi, så skal de være garniture til noget lækkert, har jeg bestemt.

Bortset fra det, så har jeg mange små citrontræer, som skal plantes om idag.

fredag den 11. marts 2011

Nydelse for øje og mave.

Jeg elsker bladbeder. Deres flotte farver er et fint indslag i haven mellem andre blomster og afgrøder. Mulighederne er uendelige. Og vi skal jo have mange flere spiselige ting ind i vores haver, så hvorfor ikke starte med bladbeder. De unge bladstængler skal bare blancheres og spises som asparges eller tilbehør til hovedretten med smeltet smør og salt på. God appetit.



Jeg plejer kun at have to farver, men har lige fået frø som angiveligt er i mange flere nuancer. Så det skal prøves.

Især sammen med jordbær er effekten stor, men jeg har også plantet røde bladbeder sammen med de helt almindelige røde pelargonier i en rød terracottakrukke. En rigtig wauv-effekt  og blikfanger.

tirsdag den 25. januar 2011

Tema 2011: vand i haven

Da jeg i 1989 købte stedet her, var der en dam med vildænder i haven. Meget sødt og underholdende; det syntes Mikkel Ræv også, for der var jo næsten tag-selv-bord. Dammen var ret stor og da der var mange problemer med at holde den tæt og der samtidig kom små børn til, blev den fjernet.

Siden har jeg fundet andre måder at have vand i haven på. Opsamling i regnvandstønder og en vintønde, som nemt kan skjules af slyngroser. En anden måde er nedgravning af murerbaljer, hvor vand kan løbe i og lidt skråtstillet så overskuddet kan løbe videre ud i en faskine. Omkring en sådan nedgravet balje skabes et miljø som tiltrækker massevis af insekter, frøer og tudser.

Beplantningen omkring en sådan balje kan være bregne, hosta, brunnera og andre store bladplanter. De dækker dels baljen, dels forhindrer de fordampning.

Min faskine hvor vandet fra orangeriet løber ned og videre ind under beplantningen.
 Vil man have et synligt vandspejl, kan man dække kanten af med sten og plante f.eks. trædebregner, "pletter i luften" og græsser deromkring.


Vi har vel næsten en forpligtigelse til at opsamle og genbruge regnvandet af flere årsager. Det er det bedste til planterne, det skaber både nu og på sigt miljømæssige problemer og ikke mindst den økonomiske side af sagen.

Haveselskabet har i år valgt at sætte focus på vand i haven og hvad deraf følger. Der kommer sikkert en masse gode ideer frem til løsning af nogle af problemstillingerne. Jeg følger spændt tiltagene med "de grønne tage" i bl.a. i hovedstadsområdet, men også mange andre projekter virker meget appelerende.
De økologiske foreninger har også markeret sig rigtig stærkt på området, hvilket jo er naturligt da de to ting virkelig griber ind i hinanden.

En anden ting der bør sættes meget focus på, er brugen af sprøjtegifte. Der er nu fundet Round-Up i så mange grundvandsboringer landet over, at det er skræmmende. Skræmmende fordi vi ikke kender konsekvenserne af det og hvilke problemer vi den vej sender videre til vore efterkommere.