Mandstro i mange forklædninger.

Da jeg første gang stødte på yuccabladet mandstro, spærrede jeg øjnene op. At slægten Eryngium er så varieret og omfangsrig, som jeg fandt ud af at den er, var en overraskelse. Interessen var vakt og jeg begyndte at søge på de forskellige slags. Nu har jeg så også set at de kan klare vores hårde vintre, endda rigtigt godt.


Min egen er i år fem gange så kraftig som sidste år, så den er både nem og villig.
Den hører til de arkitektoniske planter i en have, enten solitær eller sammen med andre passende stauder.

Blomsten er lys, ikke hvid.

 

Agavebladet mandstro er lige som sin slægtning ovenfor: god, villig og stærk. Den egner sig virkelig til at stå alene eller sammen med græsser.


Også denne mandstros blomst er cremefarvet.
Den ser stikkende ud, men det er den ikke. Det er blot en forklædning.

Denne mandstro er kendetegnet ved at have brogede blade og bliver ikke nær så høj som de to andre, kun ca. 50 cm.

Denne skal stå i mit måneskinsbed sammen med andre sølvfarvede og hvide blomster.

Generelt er mandstro en meget nem plante, ynder sol og ikke for fugtig jord. Noget man nemt kan opfylde i de fleste haver.