mandag den 7. maj 2012

Jeg skal til et spændende



arrangement d. 23 . maj. For der kommer Birgitte Husted Bendtsen til Thyboesminde Stauder og holder sit berømte foredrag om storkenæb. Samtidig har hun sin nye bog med, vi skal se Kirstens have og så kan der købes planter.

Det er jo mere end et Kinderæg.

Jeg har været inde og smugkigget på Kirstens hjemmeside og har fundet nogle planter der skal med mig hjem.



Over 550 sorter og 700 skønne fotos er der blevet plads til på de 208 sider i den nye, udvidede udgave af den efterspurgte bog om storkenæb.



Så har man ikke besat den aften endnu med vigtigere gøremål, skulle man måske overveje at melde sig til.

Arrangementet findes i Havens "Det Sker", men man kan også kontakte mig.

Og er man ikke lige stedkendt, kommer addressen her:

Thyboesminde StauderSkivervej 80
9362 Gandrup







Sød, sødere, sødest.
En lille appetitvækker.

søndag den 6. maj 2012

Dicentra-nyhed af den fineste slags.



Hvor heldig kan man ikke være, sådan at falde over sådan en skøn ny lille dicentra.
Desværre har jeg ikke det nøjagtige navn, måske nogen kender det. Ellers gør det heller ikke noget.

For helt speciel er den med det grå-gyldne løv og så de meget mørke blomster og stængler. En kombination jeg ikke har set før hos nogen planter.









Så har man jo igen givet sig selv ekstra arbejde. Nemlig at finde en plads til i haven.
Og så håber jeg den vil trives ligeså godt som den herunder.



Denne dicentra står mellem nogle fliser og sten halvvejs under et havebord og fylder godt.
Og hvor den kommer fra, ved jeg ikke. Selvsået for et par år siden.
Og indtil nu den eneste jeg har i haven.

Men nu får den selskab af den nye ovenfor.



lørdag den 5. maj 2012

Lys i mørket på flere måder.


Den smukkeste blomstring i haven lige nu er den som pilebladet prydpære præsterer. Jeg synes alle de blomstrende frugttræer er skønne, men en kær blomst som denne skal man lede længe efter.



Med det sølvgrå løv op mod den mørke trævæg og støvdragernes flotte spil.
Så bliver det ikke ret meget bedre.



4. maj er en dag at mindes og det gør vi jo mange steder med levende lys i vinduet.

Håber alle har haft en god St. Bededag.


fredag den 4. maj 2012

Cosmos Chokolat med venner.





Jo det er de rigtige fra Proven Winners, jeg havde med hjem. For duften - omend ikke stærk - af chokolade bredte sig i bilen da jeg kørte skønhederne hjem torsdag.

Ingen sommer uden chokoladeblomsten. Jeg tror den første spurgte efter den kort efter påske. Men tålmodighed skal der til og de næste par nætter  kommer de også indendøre, for jeg skal ikke risikere noget.



Der er noget rustikt over farven og plantens lidt viltre vækstform.


Engelsk pelargonie med navnet Nora har næsten samme mørke farve som chokoladen.


Gardenia jasminoides med sin første blomst.
Sender den mest salige velduft ud i rummet.



torsdag den 3. maj 2012

Solbrændt!!



Så måtte der gang i vandingen. For den efterlyste varme kan sørme hurtigt tørre jorden ud og såvel planter som mennesker og dyr, må søge til vandhullerne.

Og så går det desværre jo også hurtigt med blomstringen hos mange planter. Ved et hjørne står de små narcisser og en brogetbladet kærmindesøster - brunnera. En sød lille synfoni ud i farver og snart er det slut.



Men andre er klar til at tage over, de er så småt ved at komme op af jorden.



Den gule hyld er allersmukkest lige nu hvor bladene står med fine nuancer.
Senere bliver de helt ensfarvede.



Og min nye kurv skal indvies. Tror den er god at opsamle mælkebøtter i.

Jo der er nok at gå igang med.



onsdag den 2. maj 2012

Klokkeranken som flerårig.




Det kan åbenbart godt lade sig gøre at overvintre cobea eller klokkeranke. Hvo intet vover var min tanke i efteråret, så jeg stillede en plante midt i orangeriet, hvor temperaturen har været nede omkring 0 i vinter.

Den lange tørre stængel så ikke ud af meget da jeg stillede den frem i lyset, krydsede fingrene og det blev belønnet. Nu er der fuld fart på planten, både foroven og forneden.





Med  lynets hast har den brugt min rosenkurv som klatrestativ og er ved at fange vindueshaspen.
Det er så nu jeg skal beslutte om den skal forblive indendøre eller jeg skal sætte den ud senere.



Pelargonien med navnet Karen begynder at blive mere populær end Dronning Ingrid.
Det kan man jo godt forstå, ikke.







Slutteligen tre raske billeder af ranunklerne, der bare bliver ved og ved.
Rene kunstværker, så smukt er de opbyggede.
Som overdimensionerede tylskørter.

Og sangen "Kom maj du søde milde" passede perfekt til min tirsdag.



tirsdag den 1. maj 2012

Grønt gardin og 1. maj.



Jeg er så heldig at bo på landet i byen. Har naboer til den ene side og grønne vidder til den anden.
I min nabohave står en meget gammel og stor hængebirk. Et utroligt smukt træ og jeg er glad for det står på hans store grund.






Lige udsprunget med de lyseste, sprøde grønne blade.
Lange, lange grene, der hvert år danner basis i de kranse jeg binder til jul

Det er da godt naboskab.




Den første kvæde er så parat.

Glædelig 1. maj til alle uanset hvor den fejres.