Kameliaen Egon i blomst.

Min fine, gamle kamelia Egon viste jeg også billeder af sidste år. Og kunne det være mere belejligt end at den første blomst åbner sig nu til påske? Nej vel.
Og hvorfor hedder den så Egon? Jo, af den årsag at jeg arvede den efter en dejlig, gammel haveven, som desværre gik bort for nogle år siden. Og da hans kone solgte huset, blev jeg betænkt med den skønne plante.
Egon var eet af de sjældne mennesker, for hvem alt tilsyneladende kunne lade sig gøre i haven og som så gerne delte sin viden med alle os andre. Ham kan jeg takke for mange gode stunder, oplevelser og viden.

Der er ikke så mange knopper i år som sidste år, men det gør ikke noget.

Man kan jo ikke få det hele.

Det er vist ikke til at se det, men selv inde i orangeriet sneg varmegraderne sig ikke særligt højt op denne Skærtorsdag. Men der var i det mindste læ. Og trods vejret, havde jeg godt besøg.

Så fik det sidste drivhus også lige den store omgang.