tirsdag den 4. oktober 2011

Nu og næste år.

Det er næsten som om foråret, nu hvor mange af de små selvsåede hornvioler blomstrer. Og det får de lov til, for der er flere nye varianter imellem. Så kan jeg fjerne dem jeg ikke ønsker skal overvintre.
Een af de blogs  jeg læser, er den svenske Trädgårdsmästeren. Hun skrev den anden dag at hun ikke kunne henrykkes så meget over violerne nu som om foråret. Det kan jeg måske heller ikke helt, men jeg vil ikke undvære deres små glade hoveder her om efteråret.


Den næste er en måske-blomstrer-jeg-igen. For 3. gang!!
Den store hvide clematis Madame le Coultre står med store knopper lige nu. Så må vi se om der bliver varmt nok til at de åbner sig. Men den har nu allerede gjort sit til showet denne sommer.


Mine rhododendron er i forvejen ikke de smukkeste eksemplarer der findes. Og i år undlod de næsten alle at blomstre. Det var jeg noget træt af, men sådan indtræffer det jo.
Så derfor er det dejligt at jeg allerede nu kan se at næste år bliver blomsterrigt eftersom de har sat mange knopper.
Jeg har haft overvejelser om at klippe dem helt ned og det bør jeg nok gøre snart alligevel ved et par stykker af dem.


Flot ser det ud og jeg er helt sluppet for "billetklippene" i mine rhododendron i år.
De biller har nok ikke kunnet lide den våde sommer.






4 kommentarer:

  1. Den hvite klematisen er en av mine favortter ,og hvis den rekker å blomstre en gang til er den en tøffing , Marit.

    SvarSlet
  2. Måske vi ikke har det samme behov for hornvioler lige nu, men deres livskraft er da imponerende og varmer alligevel :o)
    Fantastisk med clematis'en og sikke nogle fine brogede blade på din rhododendron.
    Nyd dagen :o)

    SvarSlet
  3. Jeg har ikke været så opmærksom på Hornvioler tidligere - men i år fik jeg sat et par hvide i skyggebedet i byhaven. De gav et pænt show i bedet før Skovvalmuerne var klar til at tage over. Næste forår skal der være et hav af hornvioler har jeg bestemt, så må boligforeningen "op med pengepungen".

    SvarSlet
  4. Kære Helga, hornviolerne er smukke, og jeg undres til stadighed over deres stædighed. De klarer de mest umulige forhold, når de sår sig selv. Men som du skriver, er mange meget kærkomne og fine - også nye varianter, der dukker op.
    Kh Birgitte

    SvarSlet