onsdag den 3. august 2011

Finurligheder

Sommetider går jeg rundt og forsøger at se haven med andre øjne og fra andre vinkler end de sædvanlige. Og det er faktisk både sjovt og svært. Sjovt fordi jeg enten er nede og kravle eller kigger op eller beskuer fra steder hvor jeg ikke plejer at gøre det. Svært fordi jeg er et vanemenneske og ofte stiller mig på de kendte steder.




Under min mørke japanske ahorn gemmer der sig bregner, heuchera, potter og sten.
Sådan ser det ud i pindsvinehøjde.










Jernkrukke med kat med snegl.
Brusehoved fra en gammel vandkande.



















To gamle kander beplantet med heuchera.
Står ved indgangen til haven og ser ganske indbydende ud.












Min gamle picnickurv lever sin sidste tid blandt springbalsamin.
Alle mine gamle kurve ender ude i haven hvor de gør gavn bl.a. som skjul for nogle nyttedyr.
Til sidst formulder de og indgår i naturens kredsløb.


Dagens rose: Zéphirine Drouhin.
Bourbonrose fra 1858. Børnevenlig, dvs. tornløs, remonterende og med fantastisk duft.


tirsdag den 2. august 2011

Så blev det august.

En dejlig sommermåned, hvor der bliver mere tid til at nyde. Det hele går lidt langsommere og varer længere. Det er den måned hvor jeg ser resultatet af anstrengelserne og hvor jeg planlægger hvad der skal ændres på. Det er her nye projektideer popper op og lagres. August er også den måned hvor jeg får besøgt flest åbne haver og det glæder jeg mig til, omend jeg nok ikke når alle dem jeg gerne vil se.


Dejlige drejeblomst Rose Bouquet.
Lyset snyder lidt, den er mere rosa end det ses her.



Dagens rose: Awakening.
En sport eller naturlig mutation af New Dawn. Opdaget i 1935, men er egentlig først blevet populær væsentlig senere. Har alle New Dawn´s gode kvaliteter, men er mere fyldt og fin.


mandag den 1. august 2011

Liljer - havens madonna´er.

For en del år siden besluttede jeg at det var slut med liljer. Liljebillerne gjorde livet for surt, syntes jeg. Men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt. Så der er stille og roligt plantet flere liljer ud forskellige steder i haven igen. Og jeg er blevet rigtig god til at fornemme hvornår liljebillerne lever livet farligt. Ikke noget med gift, men manuelt indfanger jeg dem og så slutter deres hærgen.









Så nu har jeg de smukkeste lijer uden at bladene er fyldt med afkommet fra de dumme, orangerøde biller.






















































Min favoritlilje har jeg flere steder. Her er den plantet i en krukke og så lige nu med store knopper. Er flot oppe imod den sorte væg.











Her den fuldt udsprunget i et staude- og rosenbed.


Dagens rose: Honorine de Brabant.
En dejlig flerfarvet bourbonrose fra 1879 med kraftig duft.
Det er een af mine yndlingsroser.


søndag den 31. juli 2011

Eksotisk

kan man da vist kalde den varme der har lagt sig over os her i det nordjyske. Det passer en masse planter rigtigt godt og der kan høstes rigeligt i drivhuset nu. Dejligt når man nu som jeg holder meget af tomaterne, basilikum´en, chilierne  og børnene er til agurkerne.


De er altså smukke de små chiliblomster og mørke plantestængler hos denne.


De er altså ligeså stærke som de er sorte disse chilier.
Så de er mere til øjnene end til min gane.


I det ene drivhus slynger ærteblomsten Royal Lavender sig sammen med vindruerne.
Om  det er forkerte frø jeg har fået, eller fordi den er i drivhuset, ved jeg ikke. Men faktum er at den er meget lysere i farven end den burde være. Den er nu meget fin alligevel og dufter fantastisk.


Endnu en dahlia er sprunget ud. Og den er da heller ikke så værst.


lørdag den 30. juli 2011

Lige nu.

Endnu en dejlig og varm sommerdag. Summen af bier og svirrefluer, hunden kryber i skyggen, katten gider dårligt nok røre på sig og hønsene orker ikke engang at støvbade. Jeg var heller ikke specielt aktiv. Kunne lige overkomme den nødvendige vanding, for selv om det kun er få dage siden regnen stod ned i stænger, ja så er det atter nødvendigt at vande alle potterne med planter.


Floksene er i fuld blomst og der er en duft uden lige og mage omkring dem.


Det er utroligt som haveklinten kan fortsætte med den overdådige blomstring den har præsteret iår.
Det er længe siden den startede og der er massevis af knopper. Det kan vi lide.


Jeg bliver mere og mere glad for dagliljerne som årene går.
Kan godt huske dengang jeg syntes de var uinteressante. Men den tid er ovre, nu planter jeg flere og flere.


Pelargoniereolen fungerer virkelig efter hensigten. Og der bor stadig mange der.
Men nogle af dem vokser hurtigt og må så enten knibes eller flyttes.

God weekend.


fredag den 29. juli 2011

Solskinsblomster.

Det kan man vist godt kalde solhattene, som først i disse dage folder sig rigtigt ud her hos mig. Og det er langt fra alle der er i blomst endnu. Men så er der jo stadig meget at glæde sig til.


Hot Papaya i det tidlige stadie.


Og her i det helt udsprungne stadie.


Denne søde hedder Kim´s Mophead.









Denne dahlia har blomstret længe. Nu har den så pludselig fået en blomst, der afviger meget fra de andre. Den skal få lov til at sætte frø og så såes til næste forår.

Så bliver det spændende at se hvad der kommer ud af det.










Staus i drivhuset lige nu er at fersknerne snart er spiseklare.
Denne sort hedder Mamie Ross.


torsdag den 28. juli 2011

Fruemynten - og solnedgang.



Verdens mindste mynte er fruemynten eller korsikansk mynte, som den også hedder. Minder i størrelse på bladene meget om husfred, men der hører ligheden også op. For denne lille elegante dame her har en meget stærk aromatisk duft og blev brugt bl.a. i klostrene som lægeurt, krydderurt og til teerstatning.



Efter en omgang regn eller bare man bare forsigtigt rører ved "fruen", stiger den kraftige duft op .
Bedst som man tror mynten er borte, kan man opdage at den dukker op et andet sted i haven, oftest mellem nogle sten eller lignende, hvor de bittesmå frø har sået sig. Her i haven er den flere steder og jeg hilser glad på damen når jeg træffer hende et nyt sted.
Blomsterne er næsten heller ikke til at få øje på. Mynten bliver under optimale forhold, kun 2 cm høj.


Så blev onsdagen også den dag hvor vi kunne hilse sommeren velkommen igen.
Spændende at se hvor længe den bliver i denne omgang. Tørvejr i nogle dage vil være fint, så kan nogle af alle de "uønskede" vækster.

Træerne spejlede sig i drivhuset i solens sidste stråler.