Viser opslag med etiketten Dyr i haven.. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dyr i haven.. Vis alle opslag

mandag den 5. maj 2014

Bag den blå bænk

er der atter kommet liv. Under den blomstrende mirabelle med udsyn til både kirsebær, hindbær, jordbær og rabarber, som de skal gøde, bor de små fjerede væsener af racen Kochin. Jo der er kommet liv i hønsegården igen. Faktisk for nogle uger siden.
Forhåbentlig er den "rævesikret" nu så jeg aldrig mere skal opleve at Mikkel kommer indenfor.







De har jo sko på!! 
Ja fjer på fødderne har mine små kinesere. Så skraber de ikke så meget i haven, sagde sælgeren. Men de kan nu godt bruge bentøjet, skal jeg hilse og sige.

Men hvor har jeg savnet at kunne samle mælkebøtter og smide køkkenaffald ind i hønsegården. Det bliver der rådet bod på nu, for jeg synes det er ærgerligt at noget går til spilde når det kan bruges så effektivt som høns gør det.

Den lille flok skal gerne udvides og jeg søger ihærdigt efter Maran-racen her i Nordjylland.
Så skriv hvis I kender nogen der sælger dem. Har prøvet i "klubben" uden held.

tirsdag den 15. oktober 2013

Oppe i træet sidder


s.. katten og fasanen.


Phoebe - uden vennerne - havde fået øje på en fugl.
Men det måltid forpurrede jeg altså - jeg undskylder. Der var også Whiskas i madskålen.


Det må vist være tilgivelsens blik hun sender mig - ikke?
Jeg er jo trods alt madmor.


Hr. Fasan, velkommen tilbage i haven.
Hvor mange fruer mon han har med i år og regner de med vinterfodring når vinteren strenges?

Måtte da lige høre Young Flowers med "Oppe i træet" - tænk den er fra 1968. Måske ikke helt så hip som dengang, men nostalgiske minder er gode at have.


onsdag den 19. juni 2013

Bi-jobberne.


Godmorgen til de myreflittige bier.
Så er dagen skudt igang og haven summer af liv. Jeg længes nu lidt efter de dage hvor jeg havde et par bistader stående i haven, for der var der endnu mere liv. Men som det er nu, er det altså også i orden.








Her er alle mine små hjælpere igang i Cirsium Rivulare.
Med den kinesiske rose i fuldt flor i baggrunden.

Morgener af den gode slags.



lørdag den 27. april 2013

Ny vagthund i butikken.


Han skal ikke hedde Hansi, som min yngste har foreslået. Måske Otto.
Men han er i familie med de tyske vandhunde og de tykke, tyske katte. Og han er indkøbt i Kiekeberg som alle de andre metaldyr. Jeg kan ikke stå for dem og har en ny med hjem hvert år.


På den ene side


og på den anden side.

Han er da sød som han står der. 


Blandede bolcher, der venter på at blive pottet op.


Og nye husløg blev det også til.



onsdag den 9. januar 2013

Spisetid.



Rødhals eller rødkælk er en ganske almindelig lille fugl i vore haver. Alligevel er det ikke altid let at "indfange" den på foto, da den sky og hurtigt fordufter når man nærmer sig.
Jeg var heldig at fange den, da den lod sig friste at min hjemmelavede kæmpe-mejsebold.


Så velbekomme lille ven og kom snart igen.



fredag den 21. december 2012

Jeg ville bare



lige tage et billede af mine hyacinter, der står og ligner et kærestepar.

 
Da jeg stod og kiggede ud imellem dem, opdagede jeg noget stort bevæge sig ude ved fuglefoderpladsen.

 
Fru Fasan havde fundet ind og opdagede mig med det samme, jeg var også kun tre meter væk,


men der skulle mere til at skræmme hende væk. Så hun fortsatte med at spise mine hjemmebagte boller og fuglefoderet. Det var hende mere end velundt. 
 

Tilbage til den duftende juleblomst. Købte så lige nye da disse ikke holder ret meget længere.

Beklager at billederne af Fru Fasan ikke er af bedste kvalitet - jeg har stadig meget at lære udi den kunst at fotografere.

søndag den 5. august 2012

Morgenduelighed.


Søndag morgen.
Efter endnu en voldsom omgang regn.
Men det er kun mig der ikke har lyst til at få våde tæer. Alle de små flyvende og krybende væsener har så travlt, at de ikke ænser min tilstedeværelse.
Det er faktisk bare at gå efter lyden for at finde ud af hvad de er optaget af.











Og må søndagen blive ligeså god som lørdag.
Både for OL-deltagerne og havenyderne.






fredag den 29. juni 2012

Aftentur med fru Pindsvin i den blå time.


Omend ikke hver dag, så flere gange om ugen, træffer jeg et af mine pindsvin ude i haven. Ligeledes torsdag aften og jeg listede meget forsigtigt efter det. Jeg håbede at se det kaste sig over sneglene og æde løs. Det gjorde det nu ikke, men vi fulgtes ad lidt af vejen.



Så fortsatte jeg med kameraet og fangede de blå blomster i den blå time.


Den første som påkalder sig voldsom opmærksomhed, er den blå skærmlilje.


Ikke langt derfra står denne salvie. Navnet har jeg glemt undervejs.


Den lille blå Isotoma står sammen med en ny græs med blåligt skær. De klæder hinanden aldeles godt. Den ny græs er fra Aan de Dijk i Holland. En sort de selv har produceret og som jeg var heldig at få lov til at prøve af. Den er meget lovende, har hjertegræslignende aks og er flot.


Og så er Mrs. Cholmondeley begyndt at opføre sig normalt igen. Ikke flere grønne blomster men de kendte dueblå.


Og tænkt, det første katalog med næste års planter, kom torsdag.
Er altså lidt surrealistisk at tænke på at skulle bestille planter allerede nu.
Men det gælder om at være tidligt ude, ellers risikerer man at de er udsolgt.



torsdag den 21. juni 2012

Busy bee!



Jeg skal love for at solens stråler har fået alle de flyvende væsener på vingerne. Som om de ved at de skal skynde sig inden det på ny bliver regnvejr.
Således også undertegnede. Jeg har også fløjet rundt i haven for at vinde kampen mod ukrudtet og ja, jeg tror næsten jeg kan udråbes som vinder. For en tid, i det mindste.
Men det er ikke det eneste jeg har nået. Jeg har plantet tre nye ROSER: Augusta Louise, Purple Haze og Sweet Haze. Og så snart de blomstrer kommer der billeder. Men der skal findes plads til et par stykker mere.




Kan godt forstå at bierne tiltrækkes af den flotte blomst.


Og så er Maigold for alvor ved at vise sin skønhed.


Tradescantia "Sweet Kate" er bare skøn med sine svenske farver.
Skal have fjernet den store Kalimeris som har bredt sig alt for meget.



onsdag den 23. maj 2012

Glæder varer ikke ved.


Dårlige dage har jeg ikke mange af, men onsdag blev een af dem.
Min - vores kat Knirke har været en del af hjemmet her i 7 år, hun har glædet os og andre med flere kuld killinger. Hun har haft evnen til at lægge sig meget "belejligt" ude i haven så man ikke kunne undgå at skulle kæle for hende. Eller komme "helt tilfældigt" når der er katteglade børn på besøg.

Det er slut nu.
Vi havde ellers glædet os til endnu et kuld killinger i disse dage, men sådan skulle det ikke være. Anstrengelserne blev åbenbart for hårde, for en hjerneblødning blev udløst. Der har været bud efter Knirke før, men på mirakuløs vis klarede hun skærene. Blot ikke denne gang.








fredag den 30. marts 2012

Der er een, og der er to!!

En forhindring af den sjovere slags, oplevede jeg idag. Eller rettere to.
Sidste år fandt jeg mit pindsvins vinterhi ude i haven - under en stedsegrøn bregne. Har kigget tidligere i år om den skulle være der igen, men fandt den ikke. Jeg har ikke kigget godt nok efter.

Torsdag var jeg godt igang med oprydningen i bedet og ville fjerne en stor bunke grene og blade ved juleroserne.  Halløjsa - der lå sørme pindsvinet og sov. Dækkede forsigtigt til igen mens jeg endnu en gang undskyldte forstyrrelsen.


I bunken bag mit sorte helleborus-frøbarn sover min lille ven.



Godt og lunt er hun kommet gennem vinteren.
Men overraskelserne var ikke slut endnu.



For nu ville jeg så rydde op ved bregnen. Og hvad venter der?
Pindsvin  nr. 2.

Så har man da lov til at være glad, ikke.

Det jeg undrer mig over er, at to pindsvin har vinterhi så tæt på hinanden. For de er ikke meget over 1 meter mellem de to steder.
Jeg troede at pindsvinet er ret territorial. Men de er måske så trætte når de går i hi, at de ikke opfatter at der allerede er en anden  på næsten samme sted.

Så hvis der er nogle kyndige, vil jeg da gerne høre mere om dette.
Og ellers vil jeg bare glæde mig over at dyrelivet trives så godt i min have.


torsdag den 2. februar 2012

Fridag med katten.

En enkelt fridag, hvor der skulle nåes en masse og samtidig slappes lidt af også.
Ja, ja, ja.
Hvordan var det så lige det gik?
Jeg startede med at ville skifte grenene i vaserne ud. Så lokket af solen, fandt jeg grensaks og handsker frem, tog de hjemmestrikkede på i støvlerne og så var jeg klædt på til udendørs aktiviteter.



Jo, den kom i brug. Fik fine grene ind i vaserne.
Gik så lige hen til min datter med en favnfuld til hende også.
Så smuttede der lige et par timer, for der skulle også leges med barnebarnet!



Hjemme på turen rundt i haven havde jeg dejligt selskab af Knirke, der ligefrem er i forårshumør!!



Mit fuglefoderhus er godt patineret.
Det har holdt i mange år, og jeg kan holde øje med det fra køkkenvinduet.



Hun kunne slet ikke stoppe med at gøre sig til, min gamle kat.
Gad vide om der kommer forårskillinger?
Nå, har ikke set eller hørt katte af modsat køn indtil videre. De er nok kuldskære!!
Plejer altså også først at få killinger i maj.



Den holder også endnu, min gamle terracotta-and.
Ærgerligt at de ikke kan købes mere.

Nybagte boller blev det også til.



torsdag den 15. december 2011

Ferie-dyr.


Mine smukke, søde dværghøns bliver fodret, plejet og passet.
De får grønt, korn og frisk vand
De har halm i redekasserne og kan være inde i tørvejr og varme.




De går og skraber, fortæller højlydt hvor godt de har det her i hønsegården.




Men giver de mig æg?
Nej og det har de ikke gjort længe.




Jeg ved godt at høns holder pause her i efteråret.
Og at det heller ikke er sikkert de lægger æg igen før det bliver mere lyst.
Jeg har prøvet med lys og det gør hverken fra eller til.

Disse fire er ud af samme slægt som jeg har haft de sidste ti år, men er dem der har lagt færrest æg.
Så jeg håber de finder ud af at "te" sig som rigtige høns til foråret, lægge nogle æg og ruge kyllinger ud til mig.

Imellemtiden  er det godt at jeg har søde arbejdskollegaer, hvis høns lægger mange og fine æg.
For med julebagning og pandekageelskende børn, går det altså ikke uden æg.











mandag den 3. oktober 2011

Velkommen til verden.


Et kig gennem mit "vindue ud mod verden", sådan en dejlig søndag.
Tog mig en pause fra malerarbejdet.


For det var det jeg skulle koncentrere mig om, altså at male.
Men med det vejr og alle de indtryk, der gerne ville sanses, var det lidt svært med koncentrationen.


Knirke, højgravid og glad, kom og gjorde sig til. Ikke at jeg troede det var lige op over, for den opførsel kender jeg så godt. Troede jeg!!


Da jeg så kom hjem fra arbejde til midnat, kom en slank kat mig i møde.
To meter fra hoveddøren, under de store hostablade ved mit plantebord, lå fire nyfødte flotte tigerstribede killinger.
Ikke at hun ikke kunne have født i halmen ude ved hønsene eller et andet varmt sted.
 Den kloge kat stopper aldrig med at overraske mig. Hun vidste jo godt at det var ufarligt der og at jeg kom hjem og gjorde kurven klar.
Den gamle kurv jeg udelukkende gemmer til hende, for det er der alle hendes killinger er født og har været den første tid. Tryghedskurven.