Englands Rose og andre skønheder.

David Austin lavede for en del år siden en rose, som det engelske rosenselskab tilegnede mindet om Prinsesse Diana: Englands Rose.
Den blev lavet i et begrænset antal - jeg tror der kom 300 til Danmark - og jeg var heldig at få lov til at købe 3. De 2 solgte jeg og den sidste står i min have. En liebhaverrose, hvis ophav er Crocus Rose og den har jeg stående ved siden af.

Englands Rose.

Clematis Madame le Coultre, hvis blomster er større end nogensinde før.

Samme dame. Et utroligt godt clematisår.

Min hvide pæon, som står meget skyggefuldt, men er den der blomstrer allermest og altid har gjort det.

Jeg ved ikke hvad den hedder, men smuk er den med sine røde strejf i den cremede midte.

Albarosen Mme Plantier er i sig selv skøn, men knopperne er noget af det smukkeste jeg ved.

Rosen Jacqueline du Prê.

Endnu en albarose: Felicité et Parmentier.

Det er fantastisk at gå ude i haven i denne tid. Der er så mange berusende dufte i luften fra roserne, men også mange andre vil være med til at pirre til vore sanser.

Så det er med at nyde det mens det står på.

Havegaven fra min norske veninde Corine.

At åbne sin have og tage imod gæster fra ind- og udland, kan medføre mange ting. Spændende møder med nye mennesker og venskaber skabes.
Således har jeg fået mig en dejlig norsk haveveninde og da hun var her sidste år, havde hun den yndige primula polyantha "Francesca" med til mig. Så nu tænker jeg på Corine hver gang jeg ser den yndige blomst, og det gør jeg ofte, for den står lige inden for havelågen hvor jeg mange gange dagligt går forbi.

Jeg har ikke altid haft held med mine primulaer, men denne er heldigvis plantet på et for den rigtigt godt sted og den stortrives.

Så Francesca er for mig blevet det synlige symbol på vendingen eller ordsproget:

En fremmed er en ven du ikke har mødt endnu.

Ordsproget stammer oprindelig fra Irland, men Gnags tog det op i en sang og forfatteren/fotografen Jacob Holdt har levet sit liv efter den devise.

God søndag

Den blå anemone.

Kaj Munk skrev i 1943 teksten til sangen om den blå anemone. Det er en af de sange der altid får mig til at mindes min skoletid og frk. Sørensen. Hun var een af den slags lærerinder der gik meget op i, at vi kendte den danske sangskat. Så mangen en sang er blevet sunget i starten af hendes timer.

Jeg har i mange år beundret min søsters kæmpe flok af blå anemoner og fik for en tre år siden aflæggere derfra. Jeg drømte om at de hurtigt ville brede sig som hos hende, men de første år kunne jeg kun tælle et par blomster.

Men i år er der kommet gang i dem og der er til min store glæde mange blomster.

Kaj Munk hentede den på Lolland, men anemonen er udbredt over hele landet og vokser vildt mange steder.

Ellers var det den gule vorterod der stod til bekæmpelse denne vindblæste mandag og mine hænder og næse blev næsten ligeså blå som anemonen.

Euphrosyne.

Så tilfældigvis på tekst-tv at lørdagens navn var Euphrosyne og straks var genkendelsens glæde stor. For det navn kender jeg så udmærket, men var ikke bekendt med at det også er navnet på en dag.

Jeg kender rosen ved det navn.
For en del år siden satte jeg mig for at finde ud af, hvilke roser Gertrude Jekyll anvendte i sine haver. Og rosen Euphrosyne var een af dem og tillige en af hendes yndlingsroser. Næste skridt var så at finde ud af om det var muligt at få fat i nogle af dem. Og nævnte rose fik jeg hjemkøbt, plantet og har siden nydt den meget hver sommer.

Her er hun så, Euphrosyne.

En klatrerose eller rambler, med de sødeste rosa blomster der har den skønneste duft.

Desværre ikke remonterende, men blomstringsperioden er ret lang.

I min have har den været lidt længe om at komme igang, men er nu ret stor.

Har klaret sig rigtigt godt de sidste to kolde vintre.

Euphrosynes dag For at undgå at blive gift med en grum hedning, forklædte Euphrosynes sig som munk og gemte sig i et kloster. Da abbeden opdagede, at hun var en kvinde, blev hun låst inde i et rum hvor hun døde efter 30 år.
En af de 32 Tycho Brahesdag.


Uha for en historie om den stakkels kvinde. Så det er da dejligt at hun har fået en smuk rose opkaldt efter sig.

Skal vist igang igen med at læse lidt mere om Gertrude Jekyll. For hun var også en spændende kvinde og den engelske rose, der bærer hendes navn er også een af mine favoritroser.

Lisbeth´s løvemund.

Mange mennesker har haft betydning for min haveinteresse. Jeg mindes min Bedstemor med forklædet på når hun hentede blomster i haven. Mine forældre havde begge stor passion for haven, både til nytte og nydelse. Dengang byttede man oftere planter end man købte dem og mange gik i arv generation efter generation. F.eks. kom min faster med "kanutter" som stammede fra min mor af.
Jeg var ikke ret gammel før jeg selv plukkede buketter, gerne fra grøftekanten, til min mor. Og ellers elskede jeg at plukke hjertegræs når jeg skulle ned i engen for at se til dyrene, der var på sommergræs.

Ferier var der ikke så mange af, men når det endelig skulle være, gik turen bl.a. til Roskilde til min onkel og tante. To ting står stjerneklart for mig når jeg mindes disse: en stor blå clematis på den røde husgavl og så alle løvemundene i haven.Under det sidste besøg i huset og haven i Roskilde for nogle år siden, benyttede jeg muligheden til at få nogle frø af løvemundene og de har lige siden heddet Lisbeth´s løvemund her i haven.

Og her er de så på en varm septemberdag, Lisbeth´s løvemund.

Får lov til at så sig selv, men jeg sørger nu altid for at samle nogle frø også. For tænk hvis den pludselig et år ikke kom. Det ville ikke være til at bære.

Dejlige storkenæb blomstrer også overdådigt igen denne sensommer.

Rosen Berleburg.

Endnu smukkere blomstring nu. Se bare bladene, de strutter af livskraft og vilje.

Var sommeren ikke det vi håbede, må vi da sige at sensommeren har taget revanche.

Som en gave.

Ja der skal ikke altid meget til at glæde en havenørd. I foråret og et stykke frem, var jeg sikker på at min yndlingsclematis var afgået ved vinterdøden. Jeg krattede i jorden mange gange og fandt absolut intet der lignede liv. Pludselig en dag, længe efter jeg havde opgivet håbet, dukkede først een, så flere stængler frem.

Jo, der var så sandelig liv i damen.
Mrs. Cholmondeley hedder hun.


En dejlig lyseblå clematis, som blomstrer overdådigt i rigtig lang tid. Blomstringen er så i år en del forsinket, men med alle de knopper hun har, bliver det en fryd at gå forbi den dagligt den næste lange tid.


De første blomster er altid enkelte, de næste mere fyldte.


Foran clematisen står geranium Mrs. Kendall Clark. Normalt overlapper blomstringerne hinanden og da de er i samme blå farve, er det normalt et fantastisk syn. Geranien er for længst ovre det og klippet ned.

Med den livskraft "fruen" her har vist, tror jeg hun kan klare alt.

Jeg glæder mig til de næste mange år sammen med hende,

Lidt nostalgi

Jeg har mange planter med en historie tilknyttet. Det kan være planter jeg har haft med et specielt sted fra, planter jeg har fået af venner eller andre, planter fra min families haver eller markeder.

Denne julerose - tror jeg det må være - hedder Karen. Har fået den af en skattet og nu pensioneret arbejdskolega. Den adskiller sig ved at kronbladene er meget delte eller fligede. Hvis nogen har yderligere kendskab til den, vil jeg meget gerne høre om det.

Det hvide pebertræ købte jeg første gang jeg var til plantemarked på Clausholm. Nu er det jo en saga blot med at Haveselskabet holder til huse der. Jeg tror vi er mange der er kede af det. Det var nu hyggeligt med den årlige tur derned i september; med kaffepause på en bestemt rasteplads  og køreturen hjem, opstemt af glæde over nyindkøbene.

Åh disse minder.

PS. begge billeder taget idag.

Grøn Glæde - Molderosen.

Holdt lige frokostpause igår da det norske haveprogram Grøn Glæde rullede over skærmen. Det var godt nok en genudsendelse, men det gjorde ikke noget, for det var eet af mine yndlingsemner der var på programmet: ROSER, og rigtig mange af dem.

I Norge hedder rosernes by Molde og der findes en rose der er opkaldt efter byen. En rød rose som vist kan dateres langt tilbage i tiden og som man på et tidspunkt frygtede var ved at forsvinde. Ihverttilfælde var der en del som gik under navnet Molderosen. En del energi blev sat ind på at finde ud af hvilken der var den ægte, og det mener man så at have nu.

Molderosen i min have. Samme røde farve som jordbærrene.

Efter at have set rosen i omtalte haveprogram første gang, syntes jeg at det kunne være sjovt at have den i haven. Igang med at lede og jeg fandt den her i landet, fik bestilt nogle få eksemplarer, plantet den ene og solgte de andre.

Og den er faktisk smuk, ikke så vældig duftende men alligevel en rose med værdi.

Historien om min kamelia Egon.

Jeg vil gerne vise et billede mere af min kamelia fra sidste forår. Et billede af den i fuld flor. Navnet på den har jeg ikke og det er sådan set også uinteressant. Men det er en plante jeg vogter og passer med min sjæl, for den har en dejlig historie.

Kameliaen har oprindelig stået hos en skattet,og nu desværre afdød, haveven her fra omegnen. Egon hed han, en dejlig mand med en stor passion for have og blomster. Der var ikke den "pind" han ikke kunne få til at gro, han havde de mest "grønne fingre" og han elskede at dele ud af sine erfaringer. Det havde ikke været en rigtig havesæson hvis jeg ikke havde været i Egon´s have og set træpæonerne, tulipantræet - lavet af hjembragte stiklinge fra Paris - og alle de andre skønheder.

Egon rejste med sin hustru til USA een gang om året - for at besøge deres søn. Og når de kom hjem igen, var det med kufferterne fulde af nye planter. Under et sådant besøg blev Egon syg og kom sig desværre ikke. Med tiden blev hus og have for meget for hustruen, hun solgte det, men mange af Egon´s dejlige planter bor nu hos nogle af hans havevenner.
Og jeg er utrolig lykkelig for at jeg har kameliaen Egon.

Kameliaen Egon, i år med over 100 knopper. Kan ikke vente!

Jeg har også haft den glæde at besøge Tage Andersen på Norrviken og der se alle hans fantastiske kameliaer. Nu er han jo som bekendt ikke der mere, men er flyttet til et nyt sted i Sverige, hvor han nu har skabt et flot og seværdigt sceneri. Det må så blive målet næste gang der står Sverige på ferieplanen.