lørdag den 30. april 2011

Vitaminer i lange baner.

Jeg stødte for et par år siden på den sorte hindbærsort Black Jewel og plantede den i haven. Den smager dejligt, får mange bær og arter sig som brombær ved at få 2 - 3 m lange ranker. Jeg har den til salg og solgte mange sidste år.

Black Jewel

I år har jeg plantet yderligere to nye frugtbuske i haven, begge fra kategorien superfrugt. Den betegnelse opnåes når de indeholder mange aminosyrer og antioxidanter ud over de mere kendte vitaminer. Begge har været kendt og anvendt i især Kina og Rusland i tusinder af år. Så dem ser jeg frem til at prøve.

Majbær - Lonicera Camtschatica

Gojibær - Sweet Lifeberry


fredag den 29. april 2011

Sorte tomater

Idag bliver mine tomater plantet ud i drivhuset. De er blevet vænnet til "udelivet" i nogle dage nu. Fem sorte tomater, både cherry og store. Dem glæder jeg mig til at smage. Jeg købte dem hos min sædvanlige gartner fra Bioland på Kiekeberg.


Så snart der skal knibes sideskud, tager jeg dem og sætter dem i fugtig kompost. Så er der lynhurtigt flere planter. I år vil jeg kun have de sorte. Og så et par agurker. Jeg plejer at være slem til at plante for mange. Sådan skal det ikke være i år.

Og så skal der lægges kartofler. Fik ryddet plads til dem igår, bedre sent end aldrig.
Snerler skal pottes op, har en fin dyblilla ny slags i år.

Den dag skal nok gå - hurtigt.

onsdag den 27. april 2011

Så skete det endelig.

Idag blev så dagen hvor der kom liv i hønsegården igen. Men først blev al hegn og tråd gået efter og der blev repareret hist og pist. Så nu skulle gården gerne være "rævesikker". 1 hane og 3 høns, meget forskellige men alle af racen dværg-orpington.

Hanen hedder Gandalf d. II

Flotte høns.

Så idag indtog jeg den blå bænk med en kop kaffe, alt imens den lille ny hønseflok intog hønsegården.
Hunden, ja hun kiggede lidt og så var de accepterede.

Efter en halv time spankulerede de rundt som havde de boet her altid. Og inden aften var alt det grønne - læs ukrudt - der havde haft frit spil i gården, spist og væk.

Glæder mig til det første æg.



tirsdag den 26. april 2011

Smuk hele sommeren

Den brogede kærmindesøster, Brunnera macrophylla Variegata står lige nu flot i blomst med de nye blade. Jeg holder rigtig meget af den type planter fordi de er gode som bunddække, er meget lidt krævende og taknemmelige.


Denne står på et hjørne og har selskab af en rose. Jeg bruger kærmindesøster flere steder i haven, hvor de fylder godt ud imellem buske, under træer og mellem roser.

søndag den 24. april 2011

Fantastisk og dejligt.

Hvor har det været en dejlig påske og der er lidt tilbage endnu. Det hele er nærmest eksploderet. Mirabelletræerne blomstrer og dufter helt vidunderligt. Kirsebærtræet begyndte idag og imorgen står det så allerflottest. Jeg er blot ked af at det varer så kort tid, derfor må og skal det nydes intenst.



Bag den blå bænk er den endnu tomme hønsegård. Men det varer ikke længe før der kommer nye beboere. Matriklens vogter - skotten Zenta - plejer at sidde på bænken og betragte hønsenes gøren og færden. Den fornøjelse skal hun snart have igen.


Et andet træ der blomstrer lige nu, er sydbøgen. Også det har meget duftende blomster; duften er som det fineste krydderi og der er tusindvis af de yndigste, små lysebrune  blomster.
Sydbøgen kommer fra Sydamerika - deraf navnet - og vokser hele vejen ned langs Andesbjergene fra nord til syd. Træet har en meget smuk bark og er et træ med værdi året rundt.

lørdag den 23. april 2011

De gratis glæder og Egon.

Jeg elsker at finde overraskelser ude i haven, af den positive slags vel at mærke. Og til dem hører det at finde planter jeg ikke selv har sat eller sået. Det er måske en fugl der har spist frø i en anden have og så afleveret lidt "gødning" i min have.

Jeg har en tid fulgt nogle juleroser på steder i min have, hvor der aldrig er plantet nogen. Og nu er den første sprunget ud. Og YES, den er helt mørk, lige sådan een jeg ynder.


Så tak til den gode bringer, hvem det så end er.



Udenfor orangeriet blomstrer vibeæg og de hvide tête a tête jeg satte sidste år.
Herefter kommer der liljer, heuchera, dagliljer og rosen Gloire de Dijon.



Egon i påskehumør.

Gode havebøger

kan man ikke få nok af. De er lige som som gode venner: uundværlige og lige ved hånden.
Jeg har før nævnt den engelske havedame og forfatter Karen Platt, hvis bøger jeg finder skønne og er blandt mine uundværlige.


Hun har valgt at kategorisere planterne efter farver og ikke sorter. Og de ombefatter alt fra træer til stueplanter i de fire farvekategorier. Endvidere er de fyldt med gode farvefotos, skildringer af planterne og forslag til sammensætning.
Bøgerne kan købes her i landet gennem bognetbutikken Plantarum, bestilles direkte hos Karen Platt eller på Amazon.com.


Denne fantastiske havebog fandt jeg i en boghandel i Carlisle for den nette sum af 8.99 pund for nogle år siden. Med kraftigt plastomslag, så jeg behøver ikke engang vaske hænder når jeg lige skal søge efter noget.

I det hele taget kan man gøre nogle gode bogindkøb i England. Væsentlig billigere end her og det skyldes bl.a. at oplagene er meget større.


fredag den 22. april 2011

Flot ny salvie i sort og sølv.

Jeg var jo bl. a. på udkig efter sølvfarvede planter i Tyskland og fandt nogle nye dernede. Een af dem er en flot salvie, en plantetype jeg har en svaghed for og har en del af i mit orangeri.

Den nyeste er denne "Salvia Discolor" eller "Andean Silver Leaf Sage".  Den stammer fra Peru, hvor den vokser som er staude. Her kan den overvintres ved grader lige over 0 og blomstringen vare lige til vinter.


Selve blomsten er næsten kulsort og sølv.
En utrolig farvekombination jeg ikke har set hos nogen plante tidligere.



Den har selvfølgelig fået en fremtrædende plads i orangeriet.

torsdag den 21. april 2011

Påsketid er plantetid.



Så er det påsketid og hvilket dejligt vejr at starte denne højtid med. Så er det at man næsten helt kan tilgive Kong Vinter for den lange, kolde tid.

Jeg er så klar som jeg når at blive. Planterne er stillet frem, der er ingen kyllinger eller får, men mange andre spændende ting.
Kaffen skal brygges og småkagerne stilles frem. Blomster og havebøger på bordet i orangeriet, så nu skal kunderne være så velkomne.



God påske til alle.

tirsdag den 19. april 2011

Nye planter.

Mandag nåede jeg at få plantet nogle af mine nyindkøb om. Det er altid en fornøjelse og een af måderne at lære dem lidt kende på.




Denne nye Ajuga er så flot i sit farvespil; bladene er hvid/gule og blomsten sart lyseblå.


Nye heuchera i gyldne og brændte farver. I midten en gyldenbladet corydalis - lærkespore - med en flot lilla blomst.
Hvis jeg skal kommentere heucheraerne, så er der nu så mange næsten ens i de farver, at de næsten ikke er til at skelne fra hinanden.




Disse søde dværg-engkabbelejer med marmorerede blade kunne jeg ikke stå for. Købte to slags hos Sarastro-Stauden fra Østrig. De havde som vanligt mange spændende planter med og det er kvalitetsvarer.

mandag den 18. april 2011

Kiekeberg retur.

Så er jeg hjemme igen fra det tyske forår og det store plantemarked. Lidt kø ved Elbtunnellen var den eneste forhindring jeg mødte. Fint lille hotel, god solid tysk mad, sol fra en næsten skyfri himmel og masser af planteglade mennesker. Så er en dejlig weekend på plads for sådan een som mig.



Lige før lukketid var der tyndet ud i de købelystne og solen for en stund gået bag en sky.


Omgivelserne er bare perfekte til at præsentere planterne i.


Der er hvert år nogle planter som går igen hos mange af sælgerne. I år bl.a. den sorte viol "Molly Sanderson" og så hårdføre, bitre citrus. Og jeg skal da love for at prisen på især Molly var sat op. Ellers var prisniveauet iorden og planterne bestemt også. Der er i det hele taget et meget højt kvalitetsniveau dernede.


Jeg skal nok snart vise nogle af de planter jeg fandt dernede.  Det blev til nogle sølvfarvede/sølvløvede, gyldne og andre spændende. Sorte tomater og chili, ingen blå kartofler - der var vist ikke kartofler overhovedet. Og så ledte jeg efter lupiner, men dem var der ikke mange af.

torsdag den 14. april 2011

Så skal der handles

ind i Tyskland. Og det er ikke grænsehandlen der trækker, men plantemarked. Fredag går turen sydpå til Kiekeberg og med den vejrudsigt, skal det nok blive en dejlig tur.

Jeg skal ned og kigge på nyheder, sjældenheder og specialiteter indenfor planteverdenen. Sorte, brogede, gyldne, sølvfarvede m.m.


Jeg skal bl. a. kigge efter heuchera, gerne med sølvfarvede blade.


Det kan også være en ny solhat, der skal med hjem til afprøvning.


Blå kartofler er der også mulighed for at købe.
De smager faktisk ret godt.

.
Sorte tomater som Black Russian og flere andre, køber jeg hos en økologisk gartner med et stort udvalg.
Får som regel købt dobbelt så mange som jeg har plads til.


Artemisia abrotanum.
Denne bynke købte jeg sidste år, på tysk: colakraut.
Og ja, den dufter som cola når man rører ved den. Gæt lige på om den er et hit hos børn!!!

Så min weekend bliver garanteret god.


tirsdag den 12. april 2011

Plantenyheder.

Jeg håber at Staudefeen Marlene har Googlet hendes overraskelsesplante, for her kommer et lille portræt af en dejlig blomst, Ratibida Columnifera eller på dansk: Mexicanerhat.




Det er en plante til prærie-staudebedet, sammen med solhat, kvæsurt og græsser. Det er en god bi- og snitplante.
Planten vokser vildt over det meste af USA og kan tåle mange minusgrader, bliver 75 cm høj.

Den findes i flere farvevarianter: helt gul, mørk som ovenfor og flere tofavede.
                                           ----------------------------------


En anden plantenyhed, som jeg har til afprøvning i min have, er Grafia Golaka. Den stammer fra Slovenien og Istrien, hvor den vokser vildt i "rocky meadows". Løvet er næsten stedsegrønt og selve planten bliver, alt efter voksested, 50 - 100 cm høj.


                                          






Jeg er spændt på at se den udfolde sig i haven.
Så må jeg se om den er nem at formere op.


mandag den 11. april 2011

Lidt nostalgi

Jeg har mange planter med en historie tilknyttet. Det kan være planter jeg har haft med et specielt sted fra, planter jeg har fået af venner eller andre, planter fra min families haver eller markeder.





Denne julerose - tror jeg det må være - hedder Karen. Har fået den af en skattet og nu pensioneret arbejdskolega. Den adskiller sig ved at kronbladene er meget delte eller fligede. Hvis nogen har yderligere kendskab til den, vil jeg meget gerne høre om det.




Det hvide pebertræ købte jeg første gang jeg var til plantemarked på Clausholm. Nu er det jo en saga blot med at Haveselskabet holder til huse der. Jeg tror vi er mange der er kede af det. Det var nu hyggeligt med den årlige tur derned i september; med kaffepause på en bestemt rasteplads  og køreturen hjem, opstemt af glæde over nyindkøbene.

Åh disse minder.

PS. begge billeder taget idag.

søndag den 10. april 2011

Sikke en søndag

Jeg skal da love for at vi har haft sol og varme igår og især idag. Den måtte jo nydes i fulde drag og så sker der jo det at ens planer ikke helt nåes. Jeg fik ikke pottet alle roserne op idag, for en del mennesker var nemlig på planteindkøb hos mig. Det er især hornviolerne der er rift om, men andre stauder og græsser blev også solgt. Og ROSER. Jeg kan ikke mindes at have solgt 10 roser før på een dag, først i april.


Den søde velkomst fandt jeg i Frankrig for nogle år siden - i en bagerbutik!!!


Det er altid så godt at komme igang med "butikken". At møde glade og forventningsfulde kunder på udkig efter nye planter. Så pyt om jeg ikke når alt den ene dag - der kommer bare en ny.


                                                                Og det har været en dejlig søndag.




Plante smil og plante roser.


Søndagen bliver præget af rosenplantning. En masse barrods venter på at blive pottet op og jeg ved at jeg ender med en masse blødende rifter på hænderne. Alligevel er det noget af det arbejde jeg holder meget af.

At stå med de næsten nøgne grene og så forestille sig de smukke blomster der sidder på dem om kun et par måneder. Det er altså utroligt.



Jacqueline du Pré.
En ualmindelig rose, opkaldt efter en berømt cellist, der desværre døde kun 45 år gammel.

Specielt flot på grund af de flotte støvdragere mod de cremede hvide kronblade.




Awakening,
 en sport eller hybrid af New Dawn.
Med fyldte, duftende blomster. Utrolig smuk.




Alberic Barbier.
En historisk klatrerose fra år 1900.
Særdeles velegnet til at gro op i et træ da den let bliver 4 - 5 meter.


Dette er tre af de roser jeg skal igang med.


lørdag den 9. april 2011

Så er det nu.

De sidste dages sol og varme har bekommet kamelian Egon vel og de store, svulmende knopper er parat til at springe ud. Den har jo stået inde og ikke mærket det stormvejr der huserede udenfor. Så den næste tid venter et dejligt syn hver gang jeg sidder ved mit lille bord i orangeriet.




Beklager at billedet er blevet lidt uskarpt.
Når den står i fuld flor kommer der et billede.




fredag den 8. april 2011

Jeg bliver så glad

når jeg ser på alle hornviolerne. Og der er rigtig mange forskellige at vælge imellem.




Denne er een af de nyere, total mormor-agtig og bare sød.





      Og denne lysende Susan Himmelblå er så fin sammen med de mørke violer.





Jeg har i massevis af små selvsåede hornvioler ude i haven og venter spændt på at se hvilke farver og kombinationer de har.



torsdag den 7. april 2011

Praying Hands.

Hvert år kårer Dansk Hostaselskab årets hosta og i år har man valgt Praying Hands.
Jeg går bestemt ikke altid op i hvad "moden" dikterer. Jeg følger oftest min intuition og hvad jeg selv godt kan lide. Det er nemlig det min have afspejler og jeg tror også det er det gæsterne/kunderrne falder for.
For min glæde og entusiasme for mine egne yndlingsplanter skjuler jeg ikke.





Lige siden jeg plantede denne hosta i en krukke i min have, har jeg været meget begejstret for den. Den stakkels moderplante er blevet delt og delt, og alligevel har jeg ikke kunnet lave nok planter.Det er ikke den hurtigste hosta, så idag har jeg pottet en masse nyindkøbte barrods op.

onsdag den 6. april 2011

Fra foto til billede.

Eet af mine fotos fra sidste sommer er med gule/gyldne akelejeblade.
Min rare svigersøn har overført fotoet til lærred.



Resultatet er jeg meget glad for. Det står i min stue og fortæller om alt det der venter.


tirsdag den 5. april 2011

Den tavse, tyske vandhund.

Jeg har mange vandkander, men den sjoveste er min "vandhund". Den bor i orangeriet og er god til de små potter. Og så er det forøvrigt også en TYSKER.

Det kan være jeg skal til at overveje hvad det er med mig og tyske ting og sager!!!








Han er da bare så sød, hverken bider eller bjæffer.


mandag den 4. april 2011

Kærmindesøster - brunnera

Alle kender den - tror jeg. Nogen forveksler dens blå blomster med forglemmigej. Og det gør ikke noget.
Slægten brunnera består af en hel del forskellige slags, og fælles for dem er deres flotte blade og blomstervillighed hvadenten de er grønbladede, brogede eller marmorerede. Tilligemed er de nøjsomme og kan klare næsten alle forhold fra sol til skygge.




Jack Frost er min favorit. Med sine flotte sølvfarvede og blåtonede blade er den så fantastisk som bunddække. Også god som krukkeplante.  Den selvsår sig ikke, men skal deles.
De visne blomsterstande fjerner jeg da de bliver kedelige at se på. Det er primært for bladenes skyld at jeg har dem.





Spring Yellow er nyeste brunnera jeg har købt hjem til plantskolen.
Den glæder jeg mig meget til at se udvikle sig hen over sommeren.


Udover de to viste, har jeg Mr. Morse, Variegata, Hadspen Green og machrophylla.