Viser opslag med etiketten Selvforsyning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Selvforsyning. Vis alle opslag

torsdag den 19. september 2013

Sort tomat - Indigo Rose. En lækker nyhed

Den er sort som natten, den er lidt længe om at modne, den er velegnet både i drivhus og på friland, den yder meget og så smager den himmelsk. Bedre kan det næsten ikke blive.
Indigo Rose er navnet på denne nye tomat, som jeg med garanti skal have igen og igen.


Når gæster ser den, ligner de et stort spørgsmål: er det virkelig en sort tomat?


Ja, det er det.


I godt selskab med vinen Schuyler.


Så sker forvandlingen: den rødmer og det er tegn på at den nu er moden.

Vupti - så lander de i salatskålen hvis jeg da ikke spiser dem på stedet.



torsdag den 29. august 2013

Japanske vinbær.


Rubus Phoenicolacius eller på dansk: japanske vinbær.

En himmerigsk mundfuld er dette sjove, søde, sære, røde skinnende bær. De er helt specielle at røre ved idet de har en svag klistrende hinde udenpå, men det er ikke noget der skæmmer hverken smag eller udseende.


Knopper, halvåbne blomster, umodne og modne bær i samme klase.
Min plante har været tre år om at nå en acceptabel størrelse med 3 - 4 m lange skud og mange bær.


I år er de modnet senere end vanligt og det er først for tre dage siden, at jeg plukkede de første.


En hel del blev spist på stedet, mens resten blev til den lækreste marmelade i den smukkeste røde farve.

Planterne er ikke så  nemme at opdrive i Danmark og min er da også - som så meget andet - købt på plantemarkedet i Kiekeberg en dejlig forårsdag for tre år siden.


onsdag den 16. januar 2013

Selvforsyning af sydfrugter



er en dejlig ting. Det kommer så ikke til at ske lige med det samme. Men alle orangetræerne har det fint i kulden og giver da et vist eksotiskt præg her i vinterkulden. Herunder er en blanding af frøsåede clementinere, citroner og appelsiner.


De blev pottet om i efteråret og er faktisk vokset lidt i de sidste måneder.


Mit store, gamle citrontræ satte en masse blomster og nogle små citroner hænger flot på grenene.


Hvor mange der er, har jeg ikke tal på.
Nogle vil helt sikkert falde af når der kommer større temperatursvingninger i foråret.

Men lidt har også ret, ikke?



søndag den 15. april 2012

De klarede det!

De fleste af mine små pelargonier har overlevet vinteren i fin stil. Står og fanger lidt sol - når den kommer frem - og er begyndt at vokse.
Der er også blevet lavet en masse stiklinge. De er også godt igang med at skyde, så der bliver masser af nye planter..



Side ved side står de søde små.



Men se lige her. Alle mine dahliaer, som jeg overvintrede i kasser med masser af savsmuld og spåner, har overlevet og er godt igang med at skyde.
Også mine egne frøsåede dahliaer, som nåede at danne små knolde sidste sommer, har ikke kun overlevet. De skyder også alle og ser vitale ud.

Det kan gøre mig rigtig glad.



Og så fik jeg plantet sorte hornvioler sammen med en ranunkel.


tirsdag den 27. marts 2012

Hvidløg.

Jeg har det med at stikke hvidløgsfed ned ude i haven og såmænd også i drivhuset. Tror det er med til at holde utøj væk, især i drivhuset. Ihverttilfælde har jeg de sidste år været forskånet for det.

Og så er det så godt bare at kunne hente lidt top til æggemaden eller omeletten.


Skudspidserne lidt skadede af den sidste frost, for hvidløgene var allerede godt igang før den kom.
Men det betyder inter og kan bare lige klippes af .



Geranium Margaret Wilson med sine flotte brogede blade.
Af alle skovstorkenæbbene nok een af de flotteste.








tirsdag den 3. januar 2012

Så har jeg set det med!

Jeg gjorde store øjne da jeg skar mine hårdkogte æg over. For blommen i eet af dem gik næsten i et med hviden. Det har jeg aldrig oplevet før og der var også kun det ene æg der var sådan.

Så derfor, kære hønseejere, er jeg nødt til at rådspørge Jer om det er noget I har oplevet?




Smagen fejlede ikke noget, skallen var brun som de andre, kun indholdet var anderledes.


Nå, men så skal vi åbenbart til at stormsikre udendørs igen.
Det er desværre ved at blive en kedelig vane.








fredag den 16. december 2011

Torsdagsrunden i haven

bød på et par dejlige overraskelser og så lidt høst til aftensmaden.

Egentlig var jeg mest ude for at samle nedfaldne grene op og fjerne en masse blade inden det næste blæsevejr kommer. Men jeg kan ikke gå ud med eet for øje uden at blive "distraheret" og selvfølgelig måtte jeg rundt for at se om  der var vintergækker på vej op. For det havde jeg læst på en anden blog, at de havde observeret.



Ingen vintergækker her, men til gengæld en sød blå primula var på vej.




Og min tvillinge-julerose med knopper.
Tvilling fordi det faktisk er to, en rød og en hvid sammen.
En gave fra naturen eller en fugl for nogle år siden.. Ikke plantet af mig og ej heller flyttet.
Men flere frøsåede børn har de leveret.




Og så lige en tur i køkkenhaven for at hente sødskærm, oregano, selleripersille, brønzefennikel, timian, lemonmelisse og bladselleri.

Til de grønne frikadeller og salaten.
Og tak for det milde vejr, der gør det muligt at hente så meget ude endnu.


mandag den 17. oktober 2011

At varme sig.

Om dagen går det fint, men når solen er væk, er varmen det også.
Der er en vis hygge ved disse efterårsdage, hvor man "kryber ind i hulen" for at varme sig. Og den dejligste varme får jeg fra min brændeovn når jeg fyrer op i den.
Den største tilfredsstillelse ved at gå ud og hente de pinde jeg møjsommeligt har savet.


Endnu er det kun mindre mængder der skal til for at få varmen.
Det vil jo nok snart ændre sig.

Og endnu er der masser at lave derude i haven.
En ny uge venter forude.



lørdag den 8. oktober 2011

At høste frø.

Noget jeg kan bruge meget tid på, er at høste frø.
Det foregår så dejligt langsomt. Ikke dagligt, men ofte og flere gange om ugen, går jeg en runde for at se hvilke der nu er klare til at blive høstet og lagt til tørre.
For mange af frøene skal have nået et vist modningspunkt før de er klar til tørring eller opbevaring.
Omvendt må de heller ikke sidde for længe, for så riskerer man at de begynder at rådne, specielt i denne fugtige periode.


De modne, runde frøkapsler på rosenslyngeren.
Dem får jeg mange af i år.


Pagodebusken med hundredvis af frøkapsler.


Endelig står den italienske ingefær med smukke røde frøstande nu.
Dem gemmer jeg ikke, i stedet får de lov til at så sig selv.


torsdag den 8. september 2011

Indsamling.

At høste egne frø fra haven er en stor tilfredsstillelse. Og det er noget jeg kan bruge meget tid på her i efteråret. Nogle frø er lette at samle og se om de er værd at så næste forår. Andre kræver en længere proces for at vise sig duelige.


Voksurten er een af de lette at høste frø fra. Den er så til gengæld lidt sejere at få igang om foråret. Men med tålmodighed går det.
Jeg har haft den i haven siden jeg for 12 år siden købte en plante i Merriments Garden i England.
En have som er meget inspireret af Monet.


Voksurten er helt speciel med sine blå/metallic farver.
Man kan også sagtens være heldig og opleve at den har selvsået sig. Det betinger at man ikke er hidsig med lugningen om foråret, for som sagt er den sen til at komme igang.


Den blå dusksalvie Oxford Blue får også lov til at selvså sig.
I år samler jeg også frø ind, idet jeg har en del bestillinger på dem.


Dette er de bælge af den gamle ærtesort Purple Podder, som jeg ikke har spist.
For de skal tørres og gemmes til næste års såning.