Viser opslag med etiketten Dejlige dage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dejlige dage. Vis alle opslag

tirsdag den 24. juni 2014

HAVEFESTIVAL - Open by Night Garden.

Idehaven inviterer til HAVEFESTIVAL og Open by Night Garden.

Lørdag  d. 28. juni  10 - 17
Søndag d, 29. juni   15 - 21


Roserne og haven er klædt på til fest og I er alle inviterede.


Der er kaffe m.m. i orangeriet.
Og jeg glæder mig til at se en masse mennesker.

Idehaven
Sdr. Trandersvej 157A
Sdr. Tranders
9260 Gistrup.

lørdag den 22. februar 2014

Trofastheden selv.

Hvis der er noget jeg kan regne med, så er det mit lille pebertræ med de hvide blomster.
Til tiden - hverken for tidligt eller for sent - men rettidigt. Og det er bestemt ikke at kimse ad.


Har før været heldig at det har frøsået sig og givet flere småtræer. Nu må jeg så spændt vente og se om det skulle være tilfældet igen. Har nemlig ikke fået samlet nogle af frøene og sået dem.


Det er altså smukt som det står og lyser op i denne tid.

God søndag til havefolket. 

søndag den 5. januar 2014

"Fruen" kan endnu.

Verdens mindste mynte - fruemynten - er normalt helt forsvundet på denne årstid. Men ikke denne vinter.
Det er min favoritmynte i haven. Mindre end husfred men så stærkt duftende og en forsigtig hånd henover den - ja så står duften op også her ved vintertide.


Så lille og livskraftig at man kun kan glædes.


Den blå lærkespore med sine flotte blade, beviser også livskraft.


Normalt er gyldenlak etårig, men i milde vintre klarer de sig hos mig.
Så jeg er spændt på om der kommer vintervejr og tager livet af dem eller jeg slipper for at så nye til foråret.
Disse er brogetbladede og glæder mig hver sommer.



fredag den 1. november 2013

Ikke alt er slut - endnu.

Kalenderen siger 1. november.
Og hvad så?
Jo, ikke alle planter har pakket sammen endnu og det er da fantastisk at der stadig er noget at komme efter til vasen. De holder godt nok ikke så længe som tidligere på sæsonen. Det er også i orden for de skal jo også samle energi til næste sommer.




End ikke en rask mandagsstorm gjorde kål på de sidste af de dejlige blomster.
Nu truer de så med en ny. Men planterne hører jo ikke vejrudsigten og da jeg har dahliaerne i krukker, så kommer de i læ mens uvejret er over os og så ud igen indtil frosten kommer.



fredag den 28. juni 2013

Studentertid.


De næste par dage vælter unge studenter ind ad indkørslen og selvom de nok ikke lægger mærke til det, så har jeg været ude med kurven og fylde den med alt det uønskede. Så er det bare den pokkers vejrudsigt, jeg godt vil bestemme lidt over også. For det er altså sjovere hvis regnen holder sig på afstand og vinden lægger sig så huerne ikke flyver rundt på matriklen mens jeg skal servere diverse dejlige ting.




Og da jeg er selvforsynende med små, blå hornvioler i massevis, skal de naturligvis pynte.
For det er sønnen der skal fejres.



torsdag den 13. juni 2013

Blå torsdag.


Endelig har jeg haft succes med at finde det rette sted til Tibet´s Blå Valmue. Så meget at der nu er en pæn flok og den første er ved at springe ud.


Så elegant kan man se ud når man vil til at udfolde sig.


Herinde bag bronzebladet gemmer valmuen sig. 


Foran står denne mini-ranunkel "Miss Austria".


Og så den store fætter, der synger på sidste vers for i år. 

Varm og gylden har den fornøjet mig hver gang min vej - og det er mange gange dagligt - har ført mig forbi.



tirsdag den 4. juni 2013

Venter på besøg fra Norge


idag tirsdag og så må man jo igang tidligt med at gøre klart. Det gjorde Jonathan på snart to år allerede lørdag, hvor han vandene og vandene med sin lille kande.


De små ben blev flittigt brugt.


Rhapsody in Blue er en smuk rose, selv når den er våd.


De små lathyrus druknede ikke, men mangler heller ikke vand nu.
Skønt med sådan en praktikant i haven. Man skal jo starte tidligt.


Velkommen. Der er klart til besøg.


På trappen står levkøjerne og spreder den ypperste duft.

Nu mangler jeg bare at lave kaffen og vente.
Det bliver en dejlig dag.



fredag den 24. maj 2013

Sunshine.


Der var den mest fantastiske fuglesang kl. 04 imorges og solen stod op med et brag af lys.
Holder faktisk meget af at arbejde om natten på denne tid af året. Sådanne morgener giver et boost af de større og trætheden er ikke-eksisterende.


Dejlige zinnia eller frøkenhat byder weekenden velkommen.


Og de fantastiske "Senetti" gør da sit til at dagen bliver blå.

God fredag.

søndag den 28. april 2013

Der kom frø - fra USA.


Hvad gør man når en kunde spørger om man kender en plante? Og ikke gør det.
Man søger rundt på nettet og er man heldig, finder man. Og bestiller!!
Den slags er altså sjovt og spændende. For idag kom posten med "air mail" fra Sarah Raven. Hende kendte jeg ikke før sidste weekend, men hvor er der meget spændende på hendes hjemmeside.




Hurtig ekspedition, mail om afsendelse og idag kom pakken.
Det kalder jeg god service.

Så imorgen skal der såes endnu mere.




torsdag den 25. april 2013

Helleborus "Lemon King" og andet.


For efterhånden en del år siden købte jeg denne skønhed af en plantesælger på Sjælland. De første år var der ikke meget go i planten, men nu har den fået godt fat og er en nydelse at se på - synes jeg da selv.




Lemon King er det opfindsomme navn og den er gul. Farven gengives måske ikke helt godt nok på billederne. Jeg måtte da også helt ned i en akrobatisk øvelse for at tage billederne. Godt der ikke var tilskuere til det optrin.


Min favoritpåskelilje står og skutter sig i regnen, lige udenfor drivhuset. Det fik så den store omgang på denne regnvejrsonsdag. 


Længe siden drivhusglasset har været så rent. Dejlig fornemmelse når det arbejde er overstået og man kan begynde at flytte planter ind igen. Ferskenblomsterne er ved at være ovre det og der bliver en hel del frugter at nyde senere på sommeren. Mums.


Og inde i orangeriet blomstrer og dufter mirabellegrenene på livet løs sammen med den søde påskelilje. 

Jo, selv regnvejrsdage er gode og velkomne.



lørdag den 6. april 2013

Så er der dømt sol, ømme skuldre og lækkerier i bronze.


Åh hvor dejligt at kunne sige færdigt arbejde.
Med hele haven? Nej, så langt fra.
Men med at klippe stauder ned og køre tre læs affald på genbrugspladsen inden lukketid fredag.

Men der blev også tid til at nyde solen og glæde mig over at der nu er liv i jorden. Katten fangede en hveps!!


Disse nye skønheder hedder slet og ret: viola cornuta "Bronze".


Er i mange nuancer og absolut bedårende.


Tænk at man kan blive ved at lave så mange nye farvesammensætninger.


Må vist hellere selv få plantet een i en krukke før de alle bliver solgt.

Har hørt at Kong Vinter er ved at gøre sig rejseklar og jeg vil så bare ønske ham god tur!!!
Alle andre ønskes en god weekend.



søndag den 6. januar 2013

Aktivitet i haven.



Det mest fantastiske solskin, omend ganske kortvarigt, fik da gang i klør fem og en del ukrudt måtte lade livet. Også min gamle enebær blev efter lange overvejelser savet ned. Og efter al aktiviteten, var det tid til at gå rundt og nyde.

 
En gammel stub fyldt med små svampe.

 
Vintergækker på fremmarch.

 
Juleroser på spring.

 
En af mine dejlige alunrod.

 
Stedsegrønne "Karen Platt", den mørke variant af trædebregnerne.

 
Og dejlige skovstorkenæb - her den brogetbladede.
 
Jo det var i sandhed en dejlig, lun dag i haven.
 
 


tirsdag den 6. november 2012

Lys i mørket.



Ligeså meget som man ikke kan få nok om foråret og sommeren, ligeså lidt skal der til i den mørke tid. Det lyder måske lidt kryptisk, lidt ligesom "less is more".

Meningen er den enkle, at jeg nu glæder mig meget over lidt.

Sent såede jeg chilier af sorten "Christmas Three", de har stået hengemt i drivhuset til gratis uddeling og nu står der en i mit køkkenvindue med de sødeste lyslilla blomster.


 





 
Og så er der stadig dejlige asters at plukke ind i haven.
 
I haven, det er lige der jeg nu vil gå ud og yde en indsats. Rive blade sammen til kvasbunkerne og pindsvinene, lægge flere æbler ud til fuglene.
 
For solen skinner og frosten er for en stund væk.
 
 

fredag den 12. oktober 2012

På sådan en fredag



hvor jeg måtte konstatere at dahliaerne er bukket under for den foregående nats frost.
På sådan en blæsende solskinsfredag i oktober, er der alligevel meget at glædes over.


 
Tomater kan endnu plukkes og Luna sender stadig sin lette citrusduft ud i drivhuset.

 
 Lille himmelspejl.

 
 Venter overnattende gæster i hytten hele efterårsferien og dette søde par siger "goddag".

 
 Marina Wolkonsky med selskab.

 
Klæder hinanden. 

 
 Lige en knop mere.

 
Asters "ad libitum". 

 
Awakening vil stadig være med og sender sin dejlige duft ud.