mandag den 30. september 2013

Fra Tage Andersen´s Gunillaberg

kommer den lille isotoma her. En sød dueblå, krybende og livskraftig vækst. Den er ikke fuldt hårdfør ude her i landet, så derfor har jeg lavet en del aflæggere og de skal overvintres henholdvis i orangeriet og i drivhuset. Så skulle der være en chance for at jeg har noget at opformere af til foråret.



I store jernkar har den lille vækst fyldt hver en centimeter ud og været med til at byde gæsterne velkommen til den skønne svenske herregård.



Så jeg har også plan om at lave et lille arrangement inspireret af den store kunstner.
Altid dejligt med noget at se frem til.



søndag den 29. september 2013

Det har været absolut forrygende!

Aldrig har jeg høstet tomater som i år. Og jeg gør det stadig.
Jeg fik i foråret et brev med frø af en del nye sorter, som jeg har afprøvet. Fra min søde haveveninde Corine i Norge kom de og med navne jeg aldrig før havde hørt. Det har været en fornøjelse at smage dem og jeg skal  have gemt frø så jeg kan få dem igen næste år.







Og så har jeg for første gang også haft den italienske San Marzano. Den skal også være med i tomatfesten næste sommer.



fredag den 27. september 2013

Sommerfugle og Sarastro i sensommerhumør.



Kender I Sarastro? Den mørke, flotte lilla campanula, som sandelig kommer med endnu et flor.
Måske - måske ikke. Navnet har den fordi den stammer fra den østrigske planteskole Sarastro.
En planteskole med et kæmpesortiment af planter og et katalog så stort med lækkerier, at man skal tage sig alvorligt sammen for ikke at forkøbe sig. De sender også til Danmark.


De mere stationære sommerfugle i haven.
Kommer såmænd fra planteskolen jeg nævnte i sidste indlæg..


Søde aster Marina Wolkonsky lyser i den grad op i sensommeren. Den er altså bedst på roden og ikke så god i vasen. Den holder ikke længe med mindre den står meget køligt.


Og sommerfuglene flagrer videre.

Herunder linket til planteskolen. Jeg håber at kunne besøge den i 2014.
Ellers er de at finde på det store plantemarked i Berlin til foråret - desværre ikke på Kiekeberg mere.



torsdag den 26. september 2013

En rosenplanteskole af den bedste slags.

Mange af mine rosenindkøb de sidste år er foretaget i en dejlig planteskole - i Nordtyskland. En planteskole med speciale i bl.a. roser, men også meget andet. Træer og buske i alle størrelser, stedsegrønne og frugt, stauder og krydderurter. Det meste produceret af dem selv og af meget høj standard.

http://www.baumschule-clausen.de

clausen1

Så jeg vil godt reklamere for dem her på siden.

Familien Clausen har i mange drevet planteskolen i Böklund. Det er ikke langt fra Flensborg, så jeg besøger den hvert år når vi kører til Kiekeberg. Nogle gange har jeg bestilt hjemmefra. De har yderst rimelige priser og roserne er nogle bamser. Betjeningen er i top og det er en fornøjelse at komme i den planteskole - af den gamle slags - for her sidder gamle fru Clausen stadigvæk ved kassen.

Det er her jeg har min Sweet Haze, Sweet Pretty, Augusta Louise og Lovely Green m.fl. fra.

God fornøjelse.

onsdag den 25. september 2013

Sweet Haze - en ny smuk rose.


I de sidste år er der kommet nogle nye enkeltblomstrende roser og alle med meget karakteristiske støvdragere. Det er rosentyper jeg finder meget smukke og de kan passe ind i enhver have da de ikke er voldsomme i hverken vækst eller omfang. Til gengæld er de meget blomsterrige, sunde og fortsætter til langt hen på året. Billederne herunder er taget for få dage siden og der er mange knopper endnu.



Sweet Haze har en "søster" i en lidt lysere udgave, sjovt nok hedder hun Sweet Pretty.


tirsdag den 24. september 2013

Hvidt - hvidt - hvidt.

At dømme efter billederne, skulle man ikke tro at oktober venter lige om hjørnet.  Men det gør den - og det kan der ikke ændres på. Jeg nyder hver eneste lune dag i haven. Har gravet op, delt og nyplantet. Savet ned, plukket brombær, samlet æbler og nydt de varme solstråler.


Kinesisk purløg blomstrer først nu og hvor er den dejlig.


Den hvide hjortetrøst har heller ikke været hurtig ude af starthullerne her i haven. Men bedre sent end aldrig og det er så nu.


En frøsået ridderspore fra i år. Bladene har fået meldug - utroligt - for så meget regn og fugt har der heller ikke været.

Endnu en dejlig dag venter forude -
så tirsdag - kom an.

søndag den 22. september 2013

Den skønneste staudeklematis - topper lige nu.


Til de allerdejligste blomster lige nu hører clematis heracleifolia. En staude på godt 1 m med flotte dueblå blomster i hobetal. I det tidlige stadie er løvet mere gulligt for at skifte til grønt hen over sommeren. Kraftige stængler kendetegner den og min har ikke nogen form for støtte.






Jeg kom til at knække en pæn stængel af, prøvede at sætte den i en vase og der har den stået i over en uge uden at vise tegn på at visne.

En ikke tosset sidegevinst.

God søndag til alle.


lørdag den 21. september 2013

Goldilocks - aster linosyris - guldasters.


Fra Øst-, Central- og Sydeuropa kommer denne helt anderledes asters. Den kan også findes vildtvoksende i naturen andre steder, bl.a. i England.
Jeg har den som en af sensommerens dejlige stauder i haven. Nøjsom, tørketålende og velegnet i stenbedet.


Søde, små kugleformede blomsterhoveder og løvet er nærmest græslignende.


En taknemmelig plante, der nemt kan findes plads til i haven. Den breder sig nemlig ikke voldsomt,
Og så er navnet Goldilocks i sig selv helt eventyragtigt.



torsdag den 19. september 2013

Sort tomat - Indigo Rose. En lækker nyhed

Den er sort som natten, den er lidt længe om at modne, den er velegnet både i drivhus og på friland, den yder meget og så smager den himmelsk. Bedre kan det næsten ikke blive.
Indigo Rose er navnet på denne nye tomat, som jeg med garanti skal have igen og igen.


Når gæster ser den, ligner de et stort spørgsmål: er det virkelig en sort tomat?


Ja, det er det.


I godt selskab med vinen Schuyler.


Så sker forvandlingen: den rødmer og det er tegn på at den nu er moden.

Vupti - så lander de i salatskålen hvis jeg da ikke spiser dem på stedet.



fredag den 13. september 2013

Lidt candyfloss til weekenden.


Haven er stadig alt andet end brændte, gyldne efterårsfarver. Her blomstrer masser af rosa og pink planter stadig, godt hjulpet på vej af de lune dage. Så det er med at nyde dem mens tid er, for det får vist ende i ugen der kommer.



Jeg elsker de brogetbladede floks.


Endnu een af mine frøsåede dahliaer - nærmest bolchestribet og fræk er den.


Zinniaer og verbena i en kæmpekrukke har forskønnet hele sommeren og fortsætter - forhåbentligt længe endnu. For det har været en god kombination.

God weekend til alle med jord under neglene og alle andre også.


tirsdag den 10. september 2013

"I det gule hjørne".


Når man ikke har mere barjord i sin have, kan man jo ty til krukker. Det gjorde jeg med en samling gule og gulløvede planter her i sommer - voldsomt inspireret, ja nærmest kopieret -  efter et besøg hos min gode haveven Ege.
Nu er det vokset godt til i "mit gule hjørne" på nordsiden af huset. Der kommer solen først og sidst på dagen, og det passer jo de planter udmærket ikke at stå i brændende sol.





Pileurten med de marmorerede blade er dog plantet i en bundløs krukke. Den er jeg helt pjattet med og den nye heuchera er heller ikke tosset.
Græsserne kan være lidt længe om at komme igang i krukkerne, men tålmodighed belønnes og nu står de flotte og varsler ikke om efterår - endnu.



søndag den 8. september 2013

Vidunderlige skærmplanter.


Der er så mange skønne skærmplanter til og i år har jeg afprøvet to nye. Og de har ikke skuffet - tværtimod.
Den første har allerede vakt berettiget opsigt her og der. Den skal der såes rigtig mange af næste år.



Daucus carota "Black Knight".
Både på friland og i krukke er den velegnet. Vil absolut ikke tørste, men ellers meget nem.



Didiscus caeruleus "Blue Lace" er den yndigste lyseblå, etårige skærmblomst.
Den kendte jeg ikke før jeg tilfældigt så frøene hos Sarah Raven og fik dem hjem.

Jeg beklager at billederne ikke yder planten retfærdighed, men prøv at google den og se de smukke billeder der dukker op.
Den skal der såes rigtig mange af næste år.
Den er super i buketten.

God Havens Dag til alle.


torsdag den 5. september 2013

Krydsreaktion.


Ja det er da en måde at benævne frøsåede, nye planter på.
Og jeg er da også yderst tilfreds med mine nye, unikke dahliaer. Nu får de lov til at blomstre færdigt for iår, sætte enkelte frøstande og så er knoldene så tilpas store allerede at de kan overvintres og give nye stiklinge næste år.








Hvem der er forældre til disse, mine nye børn, vides ikke. Men de er mørkløvede og det er især dem jeg gerne vil skabe nye af.