Japanske vinbær.

Rubus Phoenicolacius eller på dansk: japanske vinbær.

En himmerigsk mundfuld er dette sjove, søde, sære, røde skinnende bær. De er helt specielle at røre ved idet de har en svag klistrende hinde udenpå, men det er ikke noget der skæmmer hverken smag eller udseende.

Knopper, halvåbne blomster, umodne og modne bær i samme klase.

Min plante har været tre år om at nå en acceptabel størrelse med 3 - 4 m lange skud og mange bær.

I år er de modnet senere end vanligt og det er først for tre dage siden, at jeg plukkede de første.

En hel del blev spist på stedet, mens resten blev til den lækreste marmelade i den smukkeste røde farve.

Planterne er ikke så  nemme at opdrive i Danmark og min er da også - som så meget andet - købt på plantemarkedet i Kiekeberg en dejlig forårsdag for tre år siden.

Selv i regnvejr er hun den skønneste.

Den skønneste rose er funden, fristes jeg til at sige.
Og mon ikke der vil være nogle derude, der giver mig ret.
Jacqueline du Pré hedder hun og har boet i min have i en del år. Jeg har vist hende før og vil sikkert gøre det igen næste år. For jeg kan ikke fremhæve hendes skønhed nok.

Er hun ikke bare dejlig?

Ny sort/hvid ridderspore.

I foråret såede jeg nogle riddersporefrø og har så med spænding fulgt de små planters udvikling, priklet ud, pottet om for så endelig at se udfaldet af anstrengelserne.
Og jeg skal da love for at jeg ikke er blevet skuffet. Så smukke og forskellige med de mørke chatteringer og kulsorte støvdragere. Så bliver sådan en nørd som jeg altså glad.

Navnet er "Dark/White Bee".

Næste hold frøbørn er på vej og med ligeså stor spænding følger jeg dem.