Kun for sjov og børn eller "ET is here".

I min ellers forholdsvis vilde have, har jeg enkelte lige linier og et par stramme elementer i form af mine ligusterhække, buksbomhække og buksbomkuglen. Jeg er total autodidakt udi kunsten at klippe og beskære, men indimellem overtager lysten til at gøre noget helt vildt. En selvsået taks har fået lov til at vokse sig stor, jeg har klippet i den et par gange uden helt at kunne se hvad resultatet kunne blive. Men for en månedstid siden, stod den bare der og lignede ET der trængte til en klipning.

Så her står han og skuer enten ind i haven eller ud mod indkørslen. 

Det må tiden vise eller beskueren selv bestemme.

Når mit barnebarn Jonathan kommer, skal vi finde trolden ET.

En have må altså også gerne være for sjov og for børn og barnlige sjæle.

En sæson er vel en sæson, så

når man er kommet lidt sent igang må man vel hellere blive ved. Rosen Maigold foldede sig først ud i juni i år og ikke i maj som vanligt. Nå men pyt, tænker den, og fortsætter. Det er da trofasthed ud over alle grænser.
Helt op til mit værelsesvindue når hun nu og ser ud til at ville endnu længere op næste år.

Rosen så jeg på min første havetur til England med Anglia Rejser og ejeren John Bartram som rejseleder for efterhånden mange år siden. På et gods eller slot vi besøgte, så jeg den for første gang. Den dækkede hele den ene side, så der har nok været mere end en plante. Jeg forelskede mig i den og dens skønne duft glæder nu mig her hvert år. Hvad stedet hedder, er desværre gået i glemmebogen. Men indtryk gjorde det.

Tibetansk kirsebær - all year tree.

Hvis man vil gøre sin have spændende hele året, kommer man ikke uden om tibetansk kirsebær. Prunus serrula er det latinske navn. Det er et nemt og ret nøjsomt træ, langsomt voksende og ikke for voldsomt til selv mindre haver. Træet er flot pga. den fantastisk smukke bark der i takt med at træet vokser i omfang, nærmest "skræller af" og den nye bark nedenunder er som det pureste messing. Mit står så solens aftenstråler rammer det og det syn er ikke at kimse ad.

Seværdig året rundt - et skulpturelt indslag i haven.

Selve kirsebærrene - ja de er ikke værd at sætte tænderne i.

Så dem må fuglene gerne have for sig selv.

Utroligt men sandt - min Matucana.

Jeg har oplevet meget, men aldrig så mange lathyrusblomster som i år. Jeg har kun haft to slags, men Matucana er min absolutte favorit. År efter år har jeg været selvforsynende med den og den svigter aldrig.
Jeg har høstet frø i store mængder allerede og det er jo hele hemmeligheden: at få frøstandende af så der kommer flere blomster. Og tak, for jeg har plukket så mange buketter der har spredt deres velduft i huset.

Og det gør jeg så stadig, altså plukker buketter her hvor 1. november er lige om hjørnet.

Jo, planterne kender da vist ikke kalenderen.

Gingkoens gyldne glæder giver

løfter om vinterens komme, men også om dvale og forår. For der er allerede dannet nye store og flotte knopper, som kun venter på at de næste måneder overstås og så går det løs igen.

Jeg har aldrig før focuseret så meget på efterårshaven som jeg gør i år.

Forår og sommer har vel altid været mest i focus for de fleste havefolk, men en have er der jo hele året rundt. Og at kunne gå ud i den på alle årstider og få en oplevelse ud af det, må vel siges at være hensigten med haven. 

Søndagen skal nydes, sove en time længere.

Og så rundt i haven før den måske varslede storm river bladene af på mandag.

Vidunderlige heuchera.

Det er få plantetyper der kommer i så mange varianter og farver som alunrod eller heuchera gør.
Amerikanerne gør rigtigt meget for at opformere og fremavle nye typer. Oftest med succes, men der kommer altså også nogle frem som ikke lever op til forventningerne. Jeg hører til dem, der er vilde med planterne. De er så anvendelige alle steder i haven og i krukkerne.

Et stort højbed er fyldt med dem jeg holder mest af og til opformering.

De præsenterer sig så flot nu i efteråret, blomstringsperioden har været lang og nogle blomstrer endnu.

Jo der er meget at være glad for.

Perlerønnens smukke afsked.

I disse dage skal man da også løbe hurtigt for at nå og få det hele med. For lige så hurtigt som det går når det hele springer ud, så må det vist siges at være ligeså den anden vej. Og skulle den varslede storm komme på mandag, ja så er det endeligt slut for mange vækster. Så det gælder om at fange motivet mens det er der.

Jeg holder meget af perlerønnen. Den er smuk i udspring for så at leve lidt anonymt hen over sommeren. Men så skal jeg da love for at den "danser af" med manér. Forrygende og flot hvid finale. Og jeg siger tak.

"Butterfly Garden".

Det er ikke længere siden end igår, at jeg så de rigtige sommerfugle flakse rundt ude i haven. Lokket frem af den lune og solskinsfyldte dag - hele 18 grader røg mit termometer op på. Jeg nåede dog ikke at indfange nogle af dem med kameraet, men skød istedet for de "faste beboere".

Efterårets krysanthemum og jern går nu ganske godt sammen.

Symbiose af den sjove slags: som knop kommet igennem sommerfuglen og nu udsprungen.

Så den er så at sige fanget på stedet.

Når man er over 100 år

som mit gamle æbletræ er, så er det altså fantastisk at man kan levere så magiske øjeblikke som dem jeg fangede med kameraet. Bramley er sorten, fra England hvor skomager Bramley i Nottinghamshire havde det i haven og det kom i handelen i 1876. Man regner med at det kom til Danmark i 1883-84.

Gavmildt og frugtbart, mit gamle træ.

Græsser - kan bruges på mange måder.

Jeg har ikke nogen helt klar fornemmelse af hvor udbredt græsser er i vore haver i disse år. Men jeg synes jeg oplever et stigende salg og det skyldes nok de nogle af de nye sorter jeg har fået. Men måske også fordi de bliver introduceret så man kan se hvor anvendelige de er. Især i store krukker gør de sig så flot og man undgår de ofte store besværligheder med at få dem flyttet eller fjernet. Specielt de tuedannende græsser er populære og i krukker hen over vinteren udgør de et smukt syn med rimfrost og sne på sig.

Denne lille luzula har nu selv sået sig i mit gamle æbletræ, så lidt snylter er der altså over den.

Ellers har jeg den i krukker.

Koksspanden med den blålige græs i, har stået der i mange år.

Beklager det lidt utydelige billede.

Denne ophiopogon "Silver Dragon" er en nyhed og absolut en vinder.

Vokser betydeligt hurtige end dens sorte fætter, bliver større og er så flot.

Sten og stilleben.

Selv om det er efterår, behøver haven ikke at blive kedelig. Når blomsterne og alt det andet takker af, træder andre ting i karakter igen. Og der skal ikke så meget til. Sten er et omdrejningspunkt i min have. Som kant, som pynt, som siddesten, som trædesten, som borde og som velkomst.

En gammel møllesten på en stub har fungeret som bord i mange år. Stubben skal snart skiftes ud, men stenen består og er bevis på det uendelige.

Velkomst på japansk har jeg ladet mig fortælle.

En uhyre enkel og smuk gestus.

Til vand, når jeg ellers får fyldt i den eller det har regnet.

Resten af tiden bare skulpturel.

God søndag.

Cotswoldshække - kan man det her? Ja, hvorfor ikke!!

Mod nabohaven vokser en gammel ligusterhæk. Den er gennem nogle år ikke blevet klippet helt ind som den burde og jeg har været ved at fortvivle over synet af den. For det hjælper jo ikke at det kun er den ene side der får turen.
Men da jeg så for nogle dage siden gik ind ad min lange indkørsel for 10.000 gang og kiggede lidt trist på den, kunne jeg pludselig se strukturen - det er jo "min engelske hæk" der står der!!

Så fat i hækklipperen igen, lidt studsen her og der - og nu ser den ganske fornuftig ud.

På den højre side, som er inde i min have, har jeg lavet det så man kan gå langs hækken og kigge ind i haven. Som bund bruges hækafklip og flis, der langsomt formulder og gøder.

Nu glæder jeg mig over min hæk og endnu mere til at gøre den endnu mere engelsk.

For jeg har altid været utrolig glad for de fantastiske hække som man ser i "Shakespeare-land",

The Cotswolds.

God lørdag derude.

Flotte forskelligheder eller efterårsfarver når de er bedst.

Planterne er på retræte og mange gør det yderst smukt.

Ligeså vel som den smukke entré på scenen om foråret, er afdansningsballet her i efteråret en yderst smuk og spændende oplevelse at følge.

Er man en pærekvæde, vælger man gult med rødt strejf i kjolen.

Er man en rodgersia, vælger man at skifte det grønne ud med bronzebrune nuancer.

Og er man silkepæon, vælger man en mere dramatisk sortie næsten i leopardlook.

De viste planter står her side ved side.

Og de kan da godt være deres kjoler bekendt til afdansningsballet, ikke?

Oppe i træet sidder

s.. katten og fasanen.

Phoebe - uden vennerne - havde fået øje på en fugl.

Men det måltid forpurrede jeg altså - jeg undskylder. Der var også Whiskas i madskålen.

Det må vist være tilgivelsens blik hun sender mig - ikke?

Jeg er jo trods alt madmor.

Hr. Fasan, velkommen tilbage i haven.

Hvor mange fruer mon han har med i år og regner de med vinterfodring når vinteren strenges?

Måtte da lige høre Young Flowers med "Oppe i træet" - tænk den er fra 1968. Måske ikke helt så hip som dengang, men nostalgiske minder er gode at have.

Efterårshavens hvide blomster.

Langt fra alt er i de glødende og brændte farver - endnu.

Hortensia Annabelle står prægtigt endnu, men senere bliver blomsterhovederne som det pureste metal.

I tørret tilstand utrolig holdbar og flot i en vase.

Himlens syv sønner er en skøn busk, der først blomstrer nu her i efterårsmånederne.

Bliver 3 - 4 m høj og bred. Får en flot bark med alderen.

Spansk bakkestjerne blomstrer på livet løs som den har gjort i måneder.

Keld Slot fortalte under et besøg i hans have, at den såede sig selv i vildskab hos ham. Så sidste år smed jeg frø i alle tænkelige revner, sprækker og sten i håb om et stort, "tilfældigt" flor af den. Og ventede og ventede.

Intet skete og jeg måtte købe en plante.

Da det så var gjort, begyndte den at dukke op alligevel. Så nu ved jeg at det var min tålmodighed, der ikke var stor nok.

Den skal nok komme.

Se lige her: Sycoparrotia semidecidua 'Purple Haze'

Kender du papegøjebusken? Den almindelige med de flotte farver. Og synes du den er flot i efterårsdragt?
Hvis ja, så vil du synes endnu bedre om denne her krydsning af Parrotia og Sycopsis. En fantastisk flot busk der i fuld størrelse efter 10 år maksimalt bliver 2 - 2,5 m.

Så flotte farvenuancer skal man lede længe efter.

Billederne er fra fredag.

Tilhører samme familie som troldhassel!!

Det kan man jo så ikke lige se.

Har læst mig til at den stammer fra Kina, er delvis stedsegrøn og skulle kunne klare -15 grader.

Hvorom alt er, så har jeg 3 eksemplarer og prøver den af her i det kolde Nordjylland.

Har fundet stedet den skal plantes på, så resterer der bare lige at få gravet noget væk først.

Men efterårsprojekter skal der jo være plads til og jeg har nogle stykker.