I Tombstone, Arizona står verdens største rose. Og jeg har set den med egne øjne.
En hvid Lady Banksia, plantet som en lille stikling i 1885 af en ung skotsk pige der havde hjemve. For at mindske denne, fik hun sendt en lille rosenstikling over fra hjemlandet. I den varme stat lykkedes det rosen at få fodfæste og den dag idag står den som et symbol på overlevelse under vanskelige vilkår. Den blomstrer i det tidlige forår, så da jeg var der for 14 dage siden, kunne jeg kun bruge fantasien og forestille mig hvor stort det må være, når den blomstrer.
Den står beskyttet i "The Rose Tree Museum", som er bygget op omkring rosen på alle fire sider, og understøttet af utallige stolper og pinde.
Hvert år fejrer man rosen i april når blomstringen er på det højeste. Geronimo har været der og det er lidt underligt at være et sted hvor historiens vingesus i den grad har givet grund til utallige film og historier. Men også alle de virkelige fra historien om det unge USA har kæmpet, lidt og ladet livet, alt imens en rose fra Skotland overlevede alt og alle.
Ufatteligt men sandt.
Over 8000 square feet fylder den.
Jeg har ikke regnet det ud i meter, men det er mange.
Jeg kunne gå oprejst inde under den.
Var den eneste gæst på det tidspunkt denne augustdag og fik skrevet min autograf i gæstebogen.
En stor oplevelse og helt tilfældigt, for jeg anede det ikke før jeg stod i Tombstone.
Nu er jeg så hjemme igen og aner ikke hvordan min have ser ud, nu Havens Dag står for døren.
Det var mørkt da jeg kom, men jeg glæder mig til at sige goddag til den senere.
At gå ud og plukke tomater og langsomt finde mine ben igen.