onsdag den 19. oktober 2011

Dernede ved jorden.

Efterhånden som blomsterne visner ned, bladene falder af og det hele går i hvile, er der stadig meget at se på. De bunddækkeplanter der tidlig forår tittede frem, er der stadig. De har blot været overskygget af andre vækster. Nu er de så igen blevet synlige og mange af dem står grønne indtil sneen evt. dækker dem.
Således også den lille Cardamine trifoliata.


En "woodlandplante", der om foråret får søde små hvide blomster.
Bladene er næsten som læder.
Hele sommeren står den og putter sig lidt under en speciel hyld med gulbrogede blade.


En ganske uspiselig svamp, men meget dekorativ derude i haven under den store pil.




tirsdag den 18. oktober 2011

Blå mandag og asters.

Jeg ved godt, at jeg har brugt den overskrift før. Men der er bare dage, hvor alt er dejligt og går op i en højere enhed, så det er en passende benævnelse.
Vi skulle et godt stykke op af dagen før solen viste sig. Det var lunt, duggens dråber hængte ved længe, men det var en fornøjelse at gå ude i haven og indsnuse efterårets lugte.

Dahliaerne skal jeg ikke dvæle ved, de skal bare graves op. Men det bliver først i næste uge.


Dusksalvien er absolut ikke klar til vinter endnu. Den blå farve er endnu mere gennemslagskraftig nu her i oktobers specielle lys.


Jeg elsker jo de brogetbladede planter og denne asters er een af mine favoritter.
Så smukt afstemte farver.


Denne dueblå asters er ny. Fik den fra en have der skulle totalrenoveres.


Helen Picton har det hele undtagen een ting: hun duer ikke i en vase.
I hvert tilfælde ikke mere end en dag, så begynder hun at visne og bliver kedelig.
Hun skal nydes i haven.






mandag den 17. oktober 2011

At varme sig.

Om dagen går det fint, men når solen er væk, er varmen det også.
Der er en vis hygge ved disse efterårsdage, hvor man "kryber ind i hulen" for at varme sig. Og den dejligste varme får jeg fra min brændeovn når jeg fyrer op i den.
Den største tilfredsstillelse ved at gå ud og hente de pinde jeg møjsommeligt har savet.


Endnu er det kun mindre mængder der skal til for at få varmen.
Det vil jo nok snart ændre sig.

Og endnu er der masser at lave derude i haven.
En ny uge venter forude.



søndag den 16. oktober 2011

En stærk dame.

For tredje gang blomstrer denne skønne clematis. Og det er nok de flotteste damen har haft i år.


Madame le Coultre.

Hvis de kan lide den type sommer vi har haft i år, er det ikke at kimse ad. I forvejen er de flittige under almindelige sommerforhold.
Så når der skal gøres status over denne sommer, rangerer clematisene højt på positivlisten.
Jeg skal have plantet endnu flere.




lørdag den 15. oktober 2011

Das Oktoberle.

Ja det lyder unægtelig noget kryptisk. Det er det nu ikke, det er bare den tyske benævnelse for alle de skønne stenbræk, der blomster fra nu af og frem.
Saxifraga cortusifolia "Cheap Confections" har jeg været spændt på at se udvikle sig og blomstre. Og det gør den så nu.


Jeg har kunnet læse om andre der har ventet og ventet på blomstringen, der desværre udeblev.
Så derfor er jeg meget tilfreds med at mine blomstrer nu.


Blomstrer til hen i november.
Læste på en hollansk planteskoles hjemmeside at det er en bi-plante.
Gad vide hvorlænge de hollandske bier er aktive!!
Jeg forventer ikke at se dem strømme til her for at suge nektar.

God weekend.



fredag den 14. oktober 2011

Fe-hår.

Efteråret er for alvor kommet. Store temperatursvingninger og klar sol om dagen. Mange planter gør sig klare til vinteren og hvilen nu. Andre har stadig noget at byde på. Flot løv og fine frøstande er nogen af glæderne lige nu.
Clematisen My Angel gør sit for efterårshaven.


Hundredvis af frøstande har den.


Og stadig mange blomster.

Vi må jo glæde os over det der stadig er, istedet for at ærgre os over det der er slut.



torsdag den 13. oktober 2011

Sene druer.

Da de første vindruer var sat i foråret, fik vi her en gang nattefrost der ødelagde alle de klaser der var nær drivhusglassene. Derfor så druehøsten længe ud til at blive beskeden. Men der skete så bare det at vinen satte en ny gang klaser og nu er de så modnet.
Jeg har haft vin i næsten 25 år, men har aldrig oplevet dette fænomen før. Kun at der har været enkelte sene klaser, der som regel ikke har nået at blive spiselige før vinter.


Dejligt med dens slags glædelige overraskelser.


Min ærteblomst Lavender fylder stadig drivhuset med den sødeste duft.
Må gerne nå at sætte flere frø endnu, for den er jeg blevet helt pjattet med.