onsdag den 20. juli 2011

Klip, klip

Jeg gør ikke så meget i formklipning, men har dog nogle buksbom og en enkelt taks, som jeg øver mig på.
Jeg fik for mange år siden en buksbom af min far, som selv lavede en masse af dem. Den er over tyve år nu og den er jeg meget øm over. Jeg laver nu selv buksbom og "børn" af min fars står nu på hans gravsted. Jeg kan godt lide at cirklen sluttes.


Når først formen er skabt er det ikke så vanskeligt at klippe selv så stor en kugle.
Jeg har en rigtig gammel hækkesaks med bølgede skær. Den er fantastisk god at arbejde med.
Samtidig fik jeg ryddet godt op i bedet omkring kuglen og plantet nogle nye ting der.


Hostaen June blev flyttet hen til de andre blålige planter og den vil klæde Jack Frost ganske godt.
Al den regn har virkelig gjort noget godt for planterne, især hostaerne som er større end nogensinde.






Dette lille bord er et gammelt møllehjul, som ligger ovenpå en træstub. Anden holder ud endnu, men er ret medtaget af tidens tand.






Jeg elsker trekantsblomst eller Tradescantia.
Her er det den gulbladede Sweet Kate.

Tradescantiaerne er endnu et eksempel på en gammel staude, som er blevet taget ind i haverne igen.

tirsdag den 19. juli 2011

Gummistøvler haves - svømmefødder søges!

Eller jeg skulle købe mig en regnmåler, en gummibåd og så en masse ænder?

Haveselskabet har jo vand i haven som tema meget apropos. Hvordan kan vi indrette vore haver og udendørs arealer så regnvandet ikke bliver et problem? Først og fremmest ved ikke at flisebelægge store dele af grunden, men lade græs, beplantning og grus udgøre størstedelen, så vandet kan trænge ned. Man kan anlægge faskiner og ellers lave regnvandsopsamling i det omfang det kan lade sig gøre.


Regnvandsfaskine, hvor jeg har lavet lidt hældning på, så vandet løber over i venstre side og ind til avnbøgcirklen og træernes rødder. Det er en nedgravet murerbalje, kantet med gamle mursten, plantet til med trædebregner og pletter i luften.


Stenbelægningen med grus imellem er også meget gennemtrængelig og vandet er hurtigt væk igen.


Masser af planter til at "drikke" alt vandet er også vigtig. Tæt beplantning forhindrer stor fordampning og holder på fugten. Så mange planter er ikke lig med store vandregninger, tværtimod næsten.


Indimellem regnbygerne eller var det syndfloden, har jeg malet og hængt denne reol op.
Den skal bl.a. rumme en masse af mine små pelargonier. De trænger til at komme ud og her står de godt i læ.


Heldigvis skræmmer vejret åbenbart ikke ferierende folk væk.
 Der kommer pænt med overnattende gæster.


Sådan så himlen ud mandag aften.



mandag den 18. juli 2011

Rasleblomst

hedder denne blå skønhed på dansk, catananche caerulea på latin. En staude der fint trives i vort land, blot den står i sol og veldrænet jord. Den stammer oprindelig fra det sydlige Frankrig og nordlige Spanien. Kan nogen gange arte sig som en to-årig, men jeg har nu haft min moderplante i flere år.


Andre dejlige stauder der beriger haven lige nu, er hestemynterne. De findes i så mange forskellige farver og størrelser, at der er een til enhver have. Herunder den røde The Squaw.


Pletter i luften, Muehlenbeckia, jo den er hårdfør og overvintrer fint ude i haven. Er et effektfuldt bunddække i stedet for vedbend, eller som krukkeplante. Denne blomstrer lige nu og i lang tid fremover.


En efternøler kan man godt kalde denne enlige blomst. Det er kæmpevalmuen Patty´s Plum.


Den lysegule nellike hedder Golden Sun og er en velduftende en af slagsen. Nem at passe ind i bedet uanset farverne på de andre stauder.


Og nu skal jeg ud og nyde solen så længe den er her. For der er udsigt til: REGN igen, igen, igen!!!



søndag den 17. juli 2011

Dejlig lørdag.

Så fik vi endelig solen at se igen og varmegraderne sneg sig da også deropad - for en kort bemærkning. For allerede sidst på aftenen kom de første regndråber igen. Jeg har plantet om og ellers ikke lavet så meget andet. For min ryg har drillet et par dage, så der skal passes på den.





Dahlia Bishop of Leicester er sprunget ud. Mørkløvet og fin er den.
















Dahlia Le Baron står også smuk nu.












Clematis Nelly Moser tog ikke skade af al den regn.











Sort hindbær Black Jewel modner nu og har sat pris på regnvejret.










Soluret står midt i den såkaldte køkkenhave, som mest indeholder roser, dahliaer og stauder.










Rosenslyngeren fylder snart hele jernstativet ud.






Denne lilje synes jeg har et godt farvespil. Står udenfor orangeriet hvor jeg ofte passerer den. Er heldigvis gået fri af liljebiller.













Dagens rose: Santana.
Klaser med røde og desværre, duftløse roser. Men alligevel meget anvendelig.

lørdag den 16. juli 2011

Lavendler

Danmarks eneste lavendelfarm - Lavendelbo - ligger her ved Dronninglund i Nordjylland og fredag var jeg en tur deroppe. Det var en dejlig oplevelse at se markerne med lavendler i blomst og indsnuse duftene. Der var bier og sommerfugle på arbejde selv på en overskyet og regnfuld dag.


Lavendler i alle farver, et flot syn.


Selv bænken er malet i en passende farve.
 Nu var vejret desværre ikke til at sidde og nyde synet.


Når man gæster farmen, får man en god indføring i lavendlernes verden.
Lene, som er kvinden bag, har en enorm viden, som hun generøst deler ud af.


Der er utrolig mange farvenuancer af de lilla-blå blomster. Også løvet er meget varieret fra friskgrønt over de mere grågrønne til næsten sølvfarvede og så een slags hvidbroget.


Denne hedder Peter Pan og bliver ikke så høj.
Den smuttede med mig hjem sammen med to andre.




fredag den 15. juli 2011

Regntid version 2,0

Så ramte regnen bestemt også den nordjyske landsdel. Sådan een som mig klager aldrig over lidt vand, men det behøver ikke komme væltende,som tilfældet har været.
Nå men hvad laver man så? Jo, går i drivhuset, sommerbeskærer ferskentræet og vinen klippes for tredje gang. Den har nemlig fået vokseværk.










Om et par dage er dette vand forhåbentlig det eneste jeg skal høre.














Så når regnen holder op, er jeg igen at finde ude i haven og vandet kommer fra vandkanden.











Mine ærter af den gamle sort Purple Podder er så skøn med sine lavendelblå blomster og helt mørke bælge. Og så smager den altså ret godt.














Et gammelt jernvindue agerer klatrestativ på væggen.









Hvis der er noget jeg har svært ved, så er det at kassere gamle kurve. Derfor bliver jeg ved med at finde anvendelsesmuligheder for dem.






Ingen dagens rose, men i stedet min drivhus-dahlia.
Den fotograferede jeg nu da jeg var i drivhuset for at beskære og klippe.


torsdag den 14. juli 2011

Måneskin.


Der har været nogle dejlige lyse aftener, hvor det har været til at gå i haven til meget sent. Så lugningen er blevet kombineret med lidt hygge også. Jeg har fået ordnet et område, hvor der nu er blevet en dejlig siddeplads og hyggekrog - mere. For jeg har faktisk en del i forvejen. Men her har jeg rent faktisk siddet og holdt kaffepauser flere gange. Og det der gør dette rigtigt godt er, at det ligger lidt højt og der er et godt udsyn over en stor del af den blomstrende del af haven.


Med udsigt over bl.a. den hvide have.


Den luftige, store staude i forgrunden er kæmpeskælhoved.
En meget lysgul let blomst, der så iøvrigt også selvsår sig.


Min nye udgang til marken fungerer rigtigt godt og sparer mig for mange skridt når der skal bæres planter frem og tilbage.


Der er ogsdå noget måneskin over denne samling dit og dat.
Planten i krukken er en ny sommerfuglebusk med lådne, sølvfarvede blade.


Eryngium - mandstro - Silver Ghost er en meget positiv overraskelse.
Meget flot og kalder på opmærksomhed - på afstand. For den er ret stikkende.


Dagens rose: navnet er i glemmebogen.