torsdag den 31. oktober 2013

Kun for sjov og børn eller "ET is here".

I min ellers forholdsvis vilde have, har jeg enkelte lige linier og et par stramme elementer i form af mine ligusterhække, buksbomhække og buksbomkuglen. Jeg er total autodidakt udi kunsten at klippe og beskære, men indimellem overtager lysten til at gøre noget helt vildt. En selvsået taks har fået lov til at vokse sig stor, jeg har klippet i den et par gange uden helt at kunne se hvad resultatet kunne blive. Men for en månedstid siden, stod den bare der og lignede ET der trængte til en klipning.


Så her står han og skuer enten ind i haven eller ud mod indkørslen. 
Det må tiden vise eller beskueren selv bestemme.


Når mit barnebarn Jonathan kommer, skal vi finde trolden ET.
En have må altså også gerne være for sjov og for børn og barnlige sjæle.



onsdag den 30. oktober 2013

En sæson er vel en sæson, så

når man er kommet lidt sent igang må man vel hellere blive ved. Rosen Maigold foldede sig først ud i juni i år og ikke i maj som vanligt. Nå men pyt, tænker den, og fortsætter. Det er da trofasthed ud over alle grænser.
Helt op til mit værelsesvindue når hun nu og ser ud til at ville endnu længere op næste år.




Rosen så jeg på min første havetur til England med Anglia Rejser og ejeren John Bartram som rejseleder for efterhånden mange år siden. På et gods eller slot vi besøgte, så jeg den for første gang. Den dækkede hele den ene side, så der har nok været mere end en plante. Jeg forelskede mig i den og dens skønne duft glæder nu mig her hvert år. Hvad stedet hedder, er desværre gået i glemmebogen. Men indtryk gjorde det.


tirsdag den 29. oktober 2013

Tibetansk kirsebær - all year tree.

Hvis man vil gøre sin have spændende hele året, kommer man ikke uden om tibetansk kirsebær. Prunus serrula er det latinske navn. Det er et nemt og ret nøjsomt træ, langsomt voksende og ikke for voldsomt til selv mindre haver. Træet er flot pga. den fantastisk smukke bark der i takt med at træet vokser i omfang, nærmest "skræller af" og den nye bark nedenunder er som det pureste messing. Mit står så solens aftenstråler rammer det og det syn er ikke at kimse ad.




Seværdig året rundt - et skulpturelt indslag i haven.

Selve kirsebærrene - ja de er ikke værd at sætte tænderne i.
Så dem må fuglene gerne have for sig selv.

mandag den 28. oktober 2013

Utroligt men sandt - min Matucana.

Jeg har oplevet meget, men aldrig så mange lathyrusblomster som i år. Jeg har kun haft to slags, men Matucana er min absolutte favorit. År efter år har jeg været selvforsynende med den og den svigter aldrig.
Jeg har høstet frø i store mængder allerede og det er jo hele hemmeligheden: at få frøstandende af så der kommer flere blomster. Og tak, for jeg har plukket så mange buketter der har spredt deres velduft i huset.





Og det gør jeg så stadig, altså plukker buketter her hvor 1. november er lige om hjørnet.

Jo, planterne kender da vist ikke kalenderen.

søndag den 27. oktober 2013

Gingkoens gyldne glæder giver


løfter om vinterens komme, men også om dvale og forår. For der er allerede dannet nye store og flotte knopper, som kun venter på at de næste måneder overstås og så går det løs igen.








Jeg har aldrig før focuseret så meget på efterårshaven som jeg gør i år.
Forår og sommer har vel altid været mest i focus for de fleste havefolk, men en have er der jo hele året rundt. Og at kunne gå ud i den på alle årstider og få en oplevelse ud af det, må vel siges at være hensigten med haven. 

Søndagen skal nydes, sove en time længere.
Og så rundt i haven før den måske varslede storm river bladene af på mandag.



lørdag den 26. oktober 2013

Vidunderlige heuchera.

Det er få plantetyper der kommer i så mange varianter og farver som alunrod eller heuchera gør.
Amerikanerne gør rigtigt meget for at opformere og fremavle nye typer. Oftest med succes, men der kommer altså også nogle frem som ikke lever op til forventningerne. Jeg hører til dem, der er vilde med planterne. De er så anvendelige alle steder i haven og i krukkerne.






Et stort højbed er fyldt med dem jeg holder mest af og til opformering.
De præsenterer sig så flot nu i efteråret, blomstringsperioden har været lang og nogle blomstrer endnu.

Jo der er meget at være glad for.




fredag den 25. oktober 2013

Perlerønnens smukke afsked.



I disse dage skal man da også løbe hurtigt for at nå og få det hele med. For lige så hurtigt som det går når det hele springer ud, så må det vist siges at være ligeså den anden vej. Og skulle den varslede storm komme på mandag, ja så er det endeligt slut for mange vækster. Så det gælder om at fange motivet mens det er der.

Jeg holder meget af perlerønnen. Den er smuk i udspring for så at leve lidt anonymt hen over sommeren. Men så skal jeg da love for at den "danser af" med manér. Forrygende og flot hvid finale. Og jeg siger tak.