tirsdag den 21. august 2012
Det er det jeg skal - over there.
Om meget kort tid letter jeg sammen med 15 andre fra Aalborg Lufthavn for via Amsterdam at lande i San Francisco. En masse spændende oplevelser venter forude i de næste tre uger. Vi skal gennem Californien, Arizona, Utah og Nevada.
Der er ikke indlagt mange havebesøg, men den storslåede natur bliver en kæmpeoplevelse. Dog skal vi omkring Hearst Castle og vi skal ud på Alcatraz, som nu har status af Nationalpark.
Mange sange omhandler San Francisco, men den mest kendte må være den med Scott McKenzie.
Så det var underligt at læse at han var afgået ved døden, dagen før jeg lander i den by hans skønne sang handler om.
Tak for sangen, Scott.
Min trofaste følgesvend kameraet skal med og der vil komme relevante billeder på bloggen.
Dog bliver der nok lidt længere imellem dem.
Herhjemme har jeg skønne havepassere, men jeg synes godt nok det er lang tid at være væk fra den.
Det har jeg aldrig før været her om sommeren. Håber på lidt sommeregn.
Tror lige jeg tager en runde mere - med lommelygten - før der er afgang kl. 03.30.
Vi ses.
mandag den 20. august 2012
Åh, så meget
jeg synes jeg lige skal nå idag. Jeg skal slå græs, jeg skal plante nogle pottede dahliaer ud, jeg har noget ukrudtsfjernelse, jeg skal ---------- også lige slappe lidt af.
Og hvorfor nu lige pludselig al den "stress"?
Forklaringen kommer snart.
Imens lige et par øjebliksbilleder.
Denne totalt søde pelargonie er et frøbarn af en, som jeg fik af en ven.
Kan du kende den Ege?
Himmelsk makkerpar - dahlia Karma Choc og rosen Home and Garden.
Drivhuset bugner og det dufter så godt.
Koriander og tagetes Luna.
Bladselleri, vin, agurker, tomater og chilier.
Og jeg har holdt mit løfte til mig selv: ikke overfylde det i år.
Nu ud til alle mine planlagte sysler.
søndag den 19. august 2012
Søndagsroser og madame Butterfly.
Den navnløse blå rose, Leander og White Jacques Cartier i nævnte rækkefølge.
Sluttelig en travl sommerfugl. Dem er der så forøvrigt mange af i disse dage.
Søndagen skulle efter sigende blive tropisk.
Så det bliver nok lidt arbejde i skyggen.
lørdag den 18. august 2012
Klatrende stormhat, flerårig klokkeranke og aronia.
Det er jo spændende at finde anderledes planter og en gang imellem er man så heldig at få fingrene i noget meget specielt. Næste øvelse er så at få det til at klare sig, overleve og endda blomstre.
Nogen gange er man heldig og resultatet bliver det ønskede. Andre gange går det knap så godt.
Klatrende stormhat vat ukendt for mig indtil en god haveven introducerede den for mig.
Sådan een måtte jeg også eje. Den blev indkøbt - ja hvor ellers end på Kiekeberg Plantemarked.
Den står i en krukke og den blomstrer så flot nu. Den skal nu have en ny og større krukke, for rygterne vil vide at den kan blive meget stor.
En anden speciel plante er den flerårige klokkeranke.
Den fik jeg en aflægger af i foråret. Af hvem? - jo føromtalte haveven kom med nogle små skud.
Og jeg skal da love for at den skyder opad.
Den skal dog vinterdækkes hvis man vil sikre sig at den overvintrer.
Surbær eller Aronia, er en busk/lille træ, som giver utroligt flotte, sorte bær, der er fyldt med vitaminer og antioxidanter.
Så snart de begynder at modnes, er solsortene over dem, så det gælder om at få dem plukket.
Fredag blev der så lavet æble/aronia-marmelade.
I år tog jeg stavblenderen og fik det lavet til en fin, ensartet masse.
Farve og smag minder om brombær.
fredag den 17. august 2012
Hvad en regnvejrsdag kan bruges til.
Meteorologerne havde lovet regnvejr og sådan blev det. Ikke fra dagens begyndelse, men hen på eftermiddagen. Så jeg var ude og høste de sidste solbær, en del hvide ribs, basilikum og så noget af den omtalte rucola.
Denne hvide ribs hedder "Gloire de Versailles" og er ret sød i smagen.
Lavede ribssyltetøj.
Prøv det på ristet rugbrød.
Basilikum fra drivhuset blev til en dejlig pesto.
Opskrift fra Jamie Oliver.
Hemmeligheden er lidt frisk citronsaft.
De sidste solbær blev til syltetøj.
Har osten der passer dertil.
Og rucolaen blev til pesto takket være Staudefeen Marlene.
Hun gav ideen og jeg testede på mine havemødegæster torsdag aften.
Jo den var vist godkendt.
Og da pesto kan fryses, er jeg meget mere glad for al min rucola.
Hurra for horisontudvidelse.
torsdag den 16. august 2012
Ny anvendelse af rucola.
Jeg har så meget selvsået rucola i min have, at vi ikke kan tygge os igennem det. Jeg deler ud til naboer og venner, jeg har hevet en masse op og klippet en del ned. Alligevel har jeg til overflod og hvad stiller man så op med det?
Jo, hvorfor ikke prøve at bruge det i en buket.
I al sin enkelthed: rucola, 1 dahlia Eveline og 1 gren af hvid floks David.
Mere skal der ikke til.
Og så dufter den forøvrigt ganske udmærket.
Og nu begynder dahliaerne for alvor at blomstre hvilket må medføre mange flere buketter.
Dejligt med disse dejlige varme dage.
Det giver fast arbejde - vanding, vanding og vanding.
Jeg bryder mig heller ikke om at kede mig.
onsdag den 15. august 2012
Purpur i solskin.
Purpur er mange farver. Googler man ordet for at få den præcise betydning, kan man læse at purpur er alle de farvenuancer der er mellem rød og blå. Så er det præciseret. Faktisk har jeg ofte brugt betegnelsen uden at være helt sikker, men det er jeg så nu. Dejlig med en bred parasol, man kan komme meget ind under.
Staudelathyrusen her kalder jeg for purpurfarvet nu.
Geranium Dily´s breder sig som et tæt og kraftigt tæppe.
Gevinsten ved den er, at den blomstrer uafbrudt i mange måneder, ja helt til november.
Den er da sød, ikke?
Knautia "Mars Midget" er underskøn sammen med denne duftende floks.
På engelsk kaldes den farve for "crimson".
Så er vi i den rosa verden igen.
Dagens rose: Astrid Lindgren.
Dansk rose fra Poulsen-Roser.
tirsdag den 14. august 2012
That´s what friends are for.
Så blev det mysterium løst. Den plante jeg efterlyste navn på, er en Tellima eller biskopshat.
Det er altså eminent dejligt at man bare kan "kaste" sit spørgsmål ud i plenum og så får man så mange kompetente svar.
Dagens indlæg bliver af de korte da tiden er opbrugt til alt muligt andet.
Clematis "Ville de Lyon".
Svigter aldrig uanset sommerens beskaffenhed.
mandag den 13. august 2012
Hvad er det? og brændte sensommerfarver.
Jeg købte en plante i Østrig, som jeg ikke ved hvad er. Det var farven der fangede mig. Bladene og stænglerne er lidt ru og jeg har på fornemmelsen at den bliver pænt stor. Det er ikke en bronzeblad, som den godt kan ligne her på billedet. Så kom frisk med bud.
Skal vist have den ind i et bed med høstfarver.
Denne flotte græs, som desværre ikke er helt hårdfør, fylder godt i krukken nu. Må prøve at overvintre den frostfrit. Græsser er forøvrigt nemme og gode krukkeplanter.
Chokolademynten har også de brændte farver nu og bliver smukkere og smukkere jo længere hen på sæsonen vi kommer.
Der er mange andre planter der har de skønne sensommerfarver i brændte nuancer.
Og der skal nok dukke et par billeder op af dem senere.
søndag den 12. august 2012
Black is beautiful.
Ikke så megen snak.
Den sorte petunia er et fund, som jeg er faldet helt og holdent for.
Ligeledes den sorte birk og så de mørkbladede dahliaer, som jeg har haft i nogle år efterhånden.
Dejlig søndag venter.
lørdag den 11. august 2012
Blå rose og andre skønheder.
Jeg starter så bagfra med de andre skønheder.
Alle tre er nyheder i haven fra i år og de skuffer bestemt ikke. Så de er kommet for at blive.
Se lige denne aksærenpris med de hvidbrogede blade.
De bliver smukkere og smukkere - bladene altså - jo længere vi kommer hen på sommeren.
Den skal da opformeres.
Jeg har ikke haft "mamelukker" i nogle år, men fandt frøene til denne sartrosa og der skal i den grad samles frø til næste års bestand.
Denne rose er "Novalis".
Den fandt jeg på en tysk planteskole og virker meget lovende.
Smukke blomster, der har klaret regnen utroligt godt. Sundt løv, der ikke har fået nogen form for pletter eller taber bladene.
Så godkendt, godkendt og godkendt.
fredag den 10. august 2012
Gyldne tider.
Så er der vist dømt sommer igen - endelig.
Så for at hylde solen og dens varme, gyldne stråler, gik jeg ud og kiggede på nogle af de gule blomster. For jeg har intet imod gule, i det hele taget kan jeg vist lide alle farver.
Gyldenris er blevet populær igen, og der er kommet flere nye på markedet.
Lysegule og afdæmpede, hvilket klæder dem og gør dem lidt lettere at flette ind i haven.
Vildarterne hos solhattene tiltaler mig og især denne her echinacea paradoxa er skøn.
Denne sartgule daglilje med hvide kanter. Hvor den lige er kommet fra, erindrer jeg ikke.
Natlys, som jeg såede i foråret, er nu blevet store og blomstrer.
Og min yndlings- og eneste tagetes, Luna.
Har den både ude mellem afgrøderne og inde i drivhuset. Tror at den er med til at holde al "skidtet" væk fra både kål og tomater. Døjer ihverttilfælde ikke med noget.
Så den er fast inventar hver eneste sommer.
Endnu en solrig dag er i vente.
Dejligt.
torsdag den 9. august 2012
Havetur til Egholm - perlen i Limfjorden.
Man kører ud til det lille færgeleje i Aalborgs vestlige bydel, tager færgen over på 5 min. og så er man på een af de skønneste øer. En ø med aktive mennesker, landbrug, lejrskoler men også et naturreservat med et mangfoldigt fugleliv. Der er et lille område med kolonihaver og så er der skønne haver ved gårdene.
Dem havde vi valgt at besøge to af denne dejlige onsdag aften. Og det blev en skøn oplevelse af de større. Billederne jeg har valgt at vise, er fra begge haver. De er meget forskellige, men fælles for dem er den måde den eksisterende, ældre beplantning af især træer indgår som bærende elementer.
Der er åbnet op ud til den omgivende natur med udsigt til himmel og hav så man har det indtryk at haven er på vej ud samtidig med at naturen er på vej ind.
Den ene gård rummer også en butik der er meget usædvanlig:
Egholm Købmandshandel - et univers i en blanding af nyt liv og fascinerende forfald.
Den anden gård beboes på 6. år af tredje generation. Her har man på fineste vis renoveret med stor respekt for det eksisterende så hele gårdens og havens sjæl er bevaret.
Tak til de der åbnede for os.
Det var en dejlig aften.
Og til politikerne: hold fingrene fra Egholm!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)